Gaverne skal snart købes, snart sidder jeg ved bordet og spiser den gode julemad. Desværre kommer jeg aldrig i julestemning før den 24. december. Bare her forleden dag brokkede en af mine elever sig over det manglende kalenderlys i klassen. Og det er noget virkelig øv, at jeg ikke huskede at købe det lys. Bare fordi jeg ikke er glad for julen, behøves jeg jo ikke give det videre.
Mit dårlige forhold til julen skyldes mange ting. En stor del af det skyldes arbejde. Jeg har tidligere haft arbejde i en forretning, hvor der var meget juletravlt. Særligt i de sidste dage inden og lige efter jul. Jeg arbejdede i en pladeforretning. Sjovt, at alle skal købe en cd lige inden jul. Man havde løbet rundt i forretningen i dagene op til jul, man løb rundt til familien i juledagene og efter jul løb man rundt i forretningen igen. Desværre var det ikke kun travlheden op til jul, som har forstyrret mit julehumør. Havde kunderne været i julehumør kunne det hjælpe. Man kunne godt mærke, at mange kunder var pressede i julen, og det hændte, at det gik ud over dem i forretningen. Det hjalp ikke på julehumøret.
At jeg også har arbejdet i PostDanmark gjorde det ikke bedre. Julekort, julekort og atter julekort. Igen travlhed. Hyggen var bare væk. Mit nuværende arbejde giver heldigvis en masse plads til julehygge. Man stopper et par dage før jul, man kan julehygge med eleverne, men jeg gør det ikke, da julen er ødelagt for mig.
Så er der familien eller nærmere tabet af familien. December var aldrig en hyggemåned for mig i min barndom. Måneden betød tristhed. I december 1975, jeg var 4 år gamle, faldt min mormor ud ad sengen med en hjerneblødning. Det meste af december kæmpede hun for sit liv, men måtte slippe det lige efter jul. Dette satte dybe spor hos min mor, som hvert år i december blev mindet om dette. Derfor var hun tit trist i december, spillede Mahalia Jackson plader med tårerne løbende ned af kinderne. Hun troede måske, at vi (min søster og mig) ikke var klar over det, men det var vi. Derfor glædede jeg mig aldrig rigtig til december.
Da min mor selv forlod denne verden blev det ikke bedre. Nu blev jeg selv mindet om det, som jeg manglede. Det gør jeg stadig. Den første jul efter min mor døde var ikke særlig nem, men den endte hyggeligt. Så på selve juleaften kan jeg godt finde juleglæden frem. Det er tiden op til, som er svær.
Personligt tror jeg, at jeg mangler at bygge nye traditioner op omkring jul. Det kunne tænkes, at det hjalp på mit julehumør.
God jul derude!!!