Jeg slukkede motoren, steg ud af bilen, i mens jeg tænkte på, hvad jeg skulle bestille. Nørrebrogade summede af liv.
“2 små”, sagde jeg til manden, og der gik ikke mange øjeblikke, før jeg sad med maden foran mig. Godt med chili på, og tanken om smagen fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg tog den første bid, kiggede lidt rundt, lyttede på samtalerne i rummet. Radaren var indstillet på at tilfredsstille min nysgerrighed. “Du nakker ham bare en anden dag” syntes jeg, at jeg hørte. Jeg kiggede lidt rundt.
I hjørnet sad 4 fyre og snakkede. Min radar indstillede sig på at lytte med derovre. Jeg prøvede at kigge derovre uden at gøre mig meget bemærket, men fyrene var meget optaget af deres samtale. Den ene fyr sagde pludselig ‘Ja, han skal fandeme dø, hvis den fyr ikke havde rejst sig, var han død’. Jeg kiggede igen. Pludselig gik det op for mig, hvem fyren var. Fyren var ham politiet efterlyste for skyderiet på Café Louise.
Jeg gik i indre panik, på overfladen var alt roligt. Tænkte om jeg skulle skynde mig ud, ringe efter politiet. Åh nej, hvad hvis de opdagede mig og min panik. Jeg blev siddende. Så skete det.
“Hvorfor skulle du absolut skyde på en café?”. Stemmen var min, men det var ikke mig selv, der sagde det. Var det min nysgerrighed som talte? Min næste tanke var shit!
Der blev helt stille. De fire fyre holdte op med at tale sammen, de vendte sig, kiggede på mig. Deres blikke var onde og kolde. “Hvad sagde du?” sagde den ene. Hans stemme var truende, som om han ville flyve op og banke mig ned. Jeg sagde ikke noget, men nysgerrigheden talte igen. “Hvorfor skyde når der var så mange mennesker? Jeg kan ikke forstå det”. Fyren fløj op, løb frem mod mig, skreg at jeg skulle lukke kæften, han gjorde klar til at slå mig. Jeg forberedte mig på smerten.
“Rolig” lød det pludselig. Fyren stoppede op, hans blik kunne dræbe hele nationer. Den efterlyste rejste sig, gik hen mod mit bord, satte sig ned. Han virkede rolig, hans blik var koldt. “Hvorfor vil du vide det?” sagde han koldt, med et fast blik. Jeg ville ikke kigge på ham, hele tiden sagde min hjerne bare hvad nu? Nysgerrigheden var ret fattet. Pludselig lød det “Jeg kan bare ikke forstå, at man vælger at skyde et andet menneske på en café, hvor der er en sandsynlighed for, at man rammer andre. Hvorfor gør man det? Er man totalt ligeglad med mennesker, også de uskyldige? At slå et andet menneske ville jeg aldrig selv gøre, men kan godt forestille mig, at man ønsker en død. Men det er kun en person. Så ville jeg da først slå til, når jeg var sikker på, at jeg kunne ramme personen. Jeg ville aldrig skyde omkring mig, så uskyldige var i fare”.
Der var kun et ord på min indre lystavle. I neonbogstaver stod der SHIT! Fyren kiggede på mig. Hans øjne bevægede sig, som om at han tænkte. Jeg overvejede hvilke salmer der skulle synges til min begravelse. Stilheden varede i flere dage. “Jeg var sur, jeg tænkte ikke – han skulle bare dø!” kom det roligt fra hans læber. “Du kommer aldrig til at forstå”. Det var hans sidste ord. Han rejste sig, kiggede på mig med et fast blik. Det betød nok, at han ville komme efter mig, hvis jeg kontaktede politiet. Han gik sammen med vennerne. Den sidste der gik daskede mig i nakken, og sagde at jeg skulle holde min kæft. Jeg sagde ikke noget, sad bare helt stille.
Jeg tog en bid til, og begyndte at trække vejret igen.
Alt er fiktion.