Ned på knæ

Hvor meget skal vi lægge på knæ for forældrene? Som lærer sker det, at man godt kan føle sig som et serviceorgan for forældrene og deres børn. På mange områder er det helt fint, vi er forpligtede til at informere osv. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi skal informere? Hvor langt skal vi gå for at behage forældrene?

Først er det vigtigt at slå fast, at børnenes skolegang er et samarbejde mellem skolen, forældrene og eleven. Så alle er forpligtede på at samarbejde. Vi kan alle stille krav til hinanden. Problemet for mig er bare, hvor går grænsen. Jeg oplever desværre, at forældre tager hele armen, når man giver dem hånden. Det som gør det ekstra kompliceret er selvfølgelig, at de har brug for den hjælp, jeg muligvis kunne give, men som jeg ikke selv orker. Siger jeg stop eller prøver jeg? Og hvad bliver det næste. Det er ikke nemt, når man har med mennesker at gøre. Måske lyder det meget idealistisk, men som lærer vil man gerne redde hele verden, hvis man kunne. Det kan man desværre ikke, og de valgsituationer man derfor kommer i kan være svære.

Nu kunne det lyde som om, at samtlige forældre stiller alle mulige krav, som er helt urimelige. Det gør mine forældrene heldigvis ikke, men en sag kan fylde utrolig meget.

Og hvem trækker grænsen? Er det skolen eller er det den enkelte lærer? Personligt mener jeg, at grænsen skal trækkes af læreren, da det er læreren som stå i frontlinjen og skal tage imod kravene fra forældrene. Da lærerjobbet også er et meget personligt job, hvor man bruger sig selv utroligt meget, er det vigtigt, at man som lærer kan stå inde for de ting man gør.

Dette indlæg blev udgivet i Den danske folkeskole. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.