Jeg elsker at snakke med mennesker, og særligt hvis samtalen drejer sig om livet, og de udfordringer som livet tilbyder én. Der kan nemlig altid være noget at lære i sådan en samtale. Pludselig hører man en sætning, som er tankevækkende og som senere kører rundt i hovedet. Ja, så skal jeg da lige finde ud af, hvordan jeg selv forholder mig til denne sætning, filosofi, grundlæggende tanke eller hvad det nu kan være.
Jeg hørte sådan en sætning i går. Sætningen var, at man gjorde (skulle gøre) det man allermest havde lyst til i sine relationer. I forbindelse med sine relationer så skulle man gøre det man havde mest lyst til, da man ellers ikke ville være til stede i relationen. Gør man ikke, hvad man har lyst til, så ønsker man sig hen til en anden relation, og er derfor ikke 100 % tilstede i nuet. Det sidste er nu nok sandt nok.
Spørgsmålet der så dukkede op i mit hoved, var om man altid skulle gøre det man havde lyst til i forbindelse med sine relationer? Hvis en ven fx spurgte mig om jeg ville hjælpe med at flytte, så må jeg indrømme, at det gider jeg ikke, da jeg hader at slæbe tunge ting, så skulle jeg jo sige nej, men det gør jeg jo ikke, da jeg gerne vil vise min loyalitet overfor min ven. Jeg dukker op og hjælper. Måske ikke fordi jeg har lyst, men fordi at venskabet har betydning.
Det er selvfølgelig vigtigt, at man har lyst til sine relationer, og hvis lysten mangler så vil relationen sikkert dø ud. Men jeg kan ikke forsvare, at man altid skal gøre det som man har mest lyst til. Det gør relationen usikker. En måde at vise, at man sætter venskabet højt på, er vel ved at tilsidesætte sine egne behov og gøre ting for vennen? Der skal selvfølgelig være balance i relationen, da der ellers vil opstå konflikter.
Men måske er det bare mig, som har et for romantisk syn på venskab. Måske er vi bare en flok lystbetonet dyr, som kun gør ting for os selv?
