Vi har sikkert alle oplevet et øjeblik, hvor man har haft lyst til at sige op som menneske. Enten fordi livet er for hårdt, eller fordi at man dummer sig så meget, at man bare vil væk. Jeg havde sådan et øjeblik i morges, altså hvor jeg dummede mig helt vildt.
Glad cyklede jeg på arbejde, det gik fint. Solen skinnede, temperaturen var behagelig, jeg havde ikke travlt, alt klappede bare lige indtil… Jeg kom cyklede på Frederikssundsvej, længere fremme kom der et kryds og signalet bevægede sig hen mod rødt. Da alting bare klappede satte jeg farten ned, og gjorde klar til at stoppe op. Ved stoplinjen stod jeg nærmest stille, og valgte at sætte min fod på kantstenen for at støtte lidt. Nu begyndte det at gå galt. Min fod satte sig ikke på kantstenen, men på vejen. Nu begyndte tingene at gå i slow motion, tingene skete langsomt uden, at jeg kunne gøre noget ved det.
Da min fod rørte vejen flyttede mit balancepunkt sig fuldstændigt. Jeg vidste at jeg ville falde. Det værste var, at jeg intet kunne gøre. Jeg havde ikke den energi, der skulle til at flytte balancepunktet tilbage til et punkt, hvor jeg ville blive stående. Langsomt, men sikkert væltede jeg lige så tung som jeg var til højre, og lige pludselig ramte mit korpus det endnu mere solide fortov.
Der lå jeg og tænkte ØV! Jeg var jo ikke alene i krydset. Der holdte flere cykelister, en venlig dame spurgte om jeg var ok. Jeg måtte rejse mig og sige alt ok, men jeg var bare lidt dum. Lyset i signalet skiftede, og jeg hoppede hurtigt op på cyklen og kom videre i dagens program. Der gik ikke længe før jeg måtte smile til mig selv, alt i mens jeg klaskede mig i panden, og tænkte PINLIGT!!!
