Normalt skriver jeg, hvis jeg har store tanker kørende rundt i knolden, men denne gang er det faktisk modsat. Ingen tanker der kører rundt og gør mig tænksom. Lige for tiden har jeg det faktisk meget godt.
Det kan selvfølgelig vende i morgen, men lige nu er det meget rart. Og det er ikke fordi livet ikke udfordrer mig. Min morfars hjerne har en stærk nedtur og det påvirker alle omkring ham. Det er ret hårdt at se på, men da det eneste jeg kan gøre er, at gøre det trygt for ham og omgivelserne.
Men det mig også glad, at jeg kan gøre en forskel for min morfar.
Derudover så synes jeg, at jeg er ved at have styr på mine tanker omkring venskab. At venskab måske bare er noget opreklameret noget, og man faktisk kun kan stole på sig selv. Alle andre skuffer. Ja, meget deprimerende, men som jeg læste på seminariet, så er vi fundamentalt alene. Andre kan man ikke regne med. Det er nok begyndt at sive ind i mit hoved, og derfor opstiller jeg nok ikke så mange forventninger til andre.
Personligt er det meget trist, hvis jeg begynder at tænke og leve sådan. Jeg prøver at finde en balance i mine tanker, så jeg stadig gør gode ting for andre, men samtidig må jeg passe på mig selv. Det er en svær balance.
Men på trods af disse ting, så kan jeg mærke, at jeg er glad. Og det er sgu’ en fantastisk følelse…