Sad hjemme, stenede totalt efter en minikoncert på jobbet. Telefonen ringede, og stemmen sagde at morfaren var væk. Øhhh… den skulle jeg lige vende.
Morfaren har rundet de 90 år, og han er rimelig frisk, men i de seneste måneder er hjernen begyndt at svigte. Han snakker om ting og personer, som ikke er der, og på det seneste har det virket til at fortiden er vendt tilbage til ham. Han snakker i hvert fald om generalforsamlinger og kedelige foredrag.
I går var han gået fordi han var til et kedeligt foredrag. Han var bare gået en lille tur, men var så faldet og blev samlet op af en hundelufter.
Jeg ledte lidt efter ham, men blev hurtig klar over, hvor mange haver jeg skulle kigge i gennem inden jeg ville finde ham. Så jeg ringede til politiet, og de vidste hvor han var.
Så vi måtte lige forbi skadestuen. Han havde slået sig i faldet.
Det er ikke helt nemt, at indse at ens morfar er ved at miste forstanden eller sagt på en pænere måde, at han er ved at blive dement. Og det som er svært er at forstå, hvor meget han har styr på den virkelige verden, dvs. den verden både min morfar og andre kan blive enige om. Sommetider tror jeg , at der er ting som han forestår og har styr på, men i det næste øjeblik er han igen til generalforsamling, og så begynder jeg at tvivler.
Det er overhovedet ikke sjovt.
