I går var jeg inviteret til grillfest, og den slags siger jeg jo ikke nej til. Der gik ikke længe før folk var berusede og stemningen var derefter. Det er jo altid sjovt. Pludselig blev det idylliske Nordsjælland forvandlet til en stor skurvogn. Jeg blandede mig lidt, men som aftenen skred frem så trak jeg mig mere og mere tilbage.
Og langsomt kom nedturen. Jeg indtager ikke nogen former for bedøvelse, men lige i går ville jeg gerne ha’ været lidt beruset. Da jeg på den måde kunne ha’ overskredet nogle begrænsninger i mig, nemlig at begynde at snakke med de mennesker jeg ikke kendte. De virkede hyggelige, men jeg valgte stilheden.
Og særligt da aftenen var ved at slutte kom jeg til at tænke over, hvor latterligt det var. At jeg ikke kunne tage mig sammen og snakke, at jeg ikke kunne vise de andre mennesker bare en smule interesse. Det ville sgu’ være skønt at kunne overvinde sine begrænsninger og bare snakke. Det ville være skønt, at kunne give slip på sig selv.
