Under en samtale med min spanske forbindelse blev det nævnt at spainerne var mere åbne end danskerne. De sagde sgu’ lige ud, hvordan tingene stod til. Om de havde det dårligt, om de havde det godt, om der var for meget alkohol i deres liv. Danskerne derimod var mere interesserede i at holde en pæn facade, hvor altid var lykke og idyl.
Og særligt det sidste har jeg set meget af i den sidste tid, at man gerne vil være noget andet end man er, og desværre har jeg også set lidt til de psykiske bagsider af denne jagt på at være noget andet end man er.
Men tilbage til samtalen med den spanske forbindelse. Altså om det ligefremme og det reserverede. Mit næste spørgsmål er så, hvad kan jeg bedst lide. Selvfølgelig er det bedste det ligefremme, men hvis der ikke bliver lyttet til at ens mor er alkoholiker, så er det jo ligemeget. Hvis en dansker derimod fortalte om sin skrækkelige barndom, så ville der helt sikkert blive lyttet, for så handlede det om at man sad sammen med nære venner, og man faktisk bad om hjælp.
Det ligefremme gjorde derimod, at man ikke skulle gå og skjule på ting, at man faktisk i højere grad kunne være sig selv. Og jeg har fundet ud af, at det er en kæmpe gevinst, hvis man tør være sig selv.
