En tanke ramte mig forleden dag. Jeg stod i en situation, hvor jeg skulle hjælpe et andet menneske, der ikke var i det bedste humør. Det sker selvfølgelig en gang i mellem. I situationen kunne jeg mærke, at mine tårer ikke var langt væk. Og det mærkelige var sgu’ her, at jeg ikke var personligt involveret i situationen. Det er sgu’ mærkeligt.
Tanken der så ramte mig var, at jeg åbenbart er inden i en rørstrømsk periode, hvor jeg har let til tårer. Det ved jeg da ikke om, jeg er helt tilfreds med. Det begyndte nok omkring min nieces konfirmationstale, hvor jeg skulle sige noget sandt, noget der passede. Der var jeg jo ved at græde bare ved tanken om, at skulle tænke på en konfirmationstale, og denne forbindelse til mine tårerkanaler er åbenbart stadig intakt.
Og jeg frygter det, da der i den kommende tid er nogle situationer, hvor jeg helst ikke skal være i god kontakt med mine følelser.
