Sommetider møder jeg folk på min vej som på ingen måde ligner mig, som repræsenterer en helt anden verden end mig. Mange gange tænker jeg, at det menneske gider jeg ikke snakke med. Men andre gange er det som om at dette menneske, hvis værdier er langt fra mine, alligevel kan bidrage med noget til min verden. Måske til en forståelse.
I søndags var jeg til fødselsdag og mødte et menneske, som ikke kan identificere mig med. Men snakken var god. Personen er nok ikke guds bedste barn, men det var interessant at snakke skole. Vi var ikke uenige om noget, men han kunne fortælle lidt om at være en ballademager i skolen, og hvad det vil sige at sidde på den anden side af lærerens bord. Han var fokuseret på magtspillet mellem lærer og elev, og her fortalte han noget interessant. Nemlig at ballademagerne følte sig mere ovenpå, når lærerne holdte møder om en ballademager. Eller når lærerne altid rendte efter eleverne, der lavede ballade. Så havde eleven allerede vundet. Det kan han desværre godt ha’ ret i.
Jeg skal i hvert fald lave tingene lidt om næste gang, jeg sidder i en samtale med en ballademager.
Vi snakkede videre om mange forskellige ting. Noget andet sjovt han sagde var, at der i dagens Danmark kun stå to ting tilbage. De to ting er: grådighed og forfængelighed. Det er oven i købet nogle af dødssynderne. Og jeg måtte nu give ham ret. Meget af det, der sker i Danmark kan føres tilbage til de to ord.
Vi vil alle gerne ha’ mere, og helst mere end de andre. Og det er ligeledes vigtigt, at vi er perfekte. Vi skal ha’ den perfekte familie, det perfekte liv, den perfekte mand/kone – alt skal være perfekt. Det er bare så sjældent at noget er perfekt.
Vi kan sgu’ nok ikke sige os fri for disse to ord. Jeg er da både grådig og forfængelig, men jeg gør en del ud af ikke at være det. Men når det kommer til stykket, så er jeg sgu’ nok som alle de andre.
