Det sker at jeg bliver ramt af en tanke, som strider mod meget af det jeg tror på. Eller som jeg tror, at jeg tror på.
I sidste uge da jeg skulle forberede en kristendomstime kom jeg til at læse lidt om lighed. Der stod noget sjovt, noget som jeg straks kunne se, men aldrig har tænkt over. I bogen står der nemlig, at jagten på lighed fører til, at vi kæmper om det samme og derfor opstår stridigheder. Stridighederne opstår særligt når der er begrænsede ressourcer. Vi vil alle ha’ en del af kagen fordi vi skal være lige.
Der blev jeg så ramt af tanken, at alt denne lighed ikke kun fører godt med sig. Hvis jagten om ligheden fører til stridigheder mellem mennesker, så forsvinder ligheden jo. Og det er jeg faktisk ikke tilhænger af.
Spørgsmålet er så, hvordan opnår vi så lighed, altså en lighed, hvor vi har lige muligheder i verden. Selvfølgelig har vi lige muligheder i dagens Danmark, men mennesker har ikke lige forudsætninger for at opnå ligheden. Måske er det de forskellige forudsætninger, der faktisk er skyld i stridighederne?
Men ligheden ønsker jeg stadig. Jeg ønsker da, at vi mennesker skal være lige, at der ikke er nogen, som er mere værd end andre, at ingen er hævet over loven. Ja, ja – jeg er dog i tvivl om kongehuset. De er i hvert fald ikke hævet over loven. Men jeg kan godt se, at der kan være problematisk, hvis vi jagter det samme fordi vi vil være som naboen. Det vil vi nok ikke indrømme, men det er jo sådan vi er. Vi kan nok ikke slippe Janteloven helt.
Jeg må hellere tænke lidt videre over, hvordan vi kan sikre os ligheden uden at det fører til stridigheder.
