Vistyrer.dk – nej, det gør I så ikke

På vej ud på café i pulserende aftenliv på Vesterbro bliver jeg forstyrret. Jeg hørte lige overskrifterne til God Aften Danmark. Der var nemlig kommet en ny hjemmeside, hvor eleverne kunne give deres lærere karakterer, og disse bedømmelser skulle så lægges på nettet. Det indslag måtte jeg jo, som lærer, lige se.

Et bedømmelsessystem for elever, er faktisk en ok idé, men det skal ikke lægges på nettet. Skal en lærer bedømmes, så skal det være ud fra nogle professionelle vurderinger, og ikke bare at læreren er dum.

Ja, det er rigtigt, at lærerne hver dag bedømmer eleverne, men det gøres aldrig ud fra en mavefølelse. Det skulle i hvert fald foregå ud fra professionelle vurderinger, fx skal vi holde elevens faglige niveau op i mod de mål, der er for et fag. Hvad er det lige for nogle kriterier som eleverne på vistyrer.dk vurderer ud fra? Jeg ved det faktisk ikke, da jeg ikke ønsker at bruge siden.

Jeg har klippet lidt fra deres hjemmeside.

Vistyrer.dk er de første i Danmark til at lancere muligheden for at give sine lærere karakterer i større stil. Vi mener, at børene har ret til at give deres mening til kende som en del af deres ansvar for egen læring.

Selvfølgelig skal børn have ret til at give deres mening til kende, men er det virkelig at tage ansvar for egen læring ved at lægge en bedømmelse på nettet? Ikke hvis du spørger mig. Ansvar er netop at gå til læreren, ledelsen på skolen, hvis der er et problem. Og flere skal jo helst se problemet. Vi kan ikke have, at bedømmelse af elever og lærere sker ud fra uprofessionelle vurderinger.

Vi har snakket med mange lærere og pædagoger, der er imod konceptet. Nogle mener ikke, at børnene har den personlige eller faglige kapacitet til at vurdere deres lærere. Andre mener ikke, at det er retfærdigt at stille lærernes karakter til åbent skue.

Er det så retfærdigt at lægge ting ud på nettet? Man skal bare vende spørgsmålet om. Ville eleverne syntes, at det var fedt, at deres karakterer og navn blev lagt på nettet? Det tvivler jeg på. For som lærer har vi vel den samme ret til at ytre os? Nej, vi har selvfølgelig vores tavshedspligt, og vi kunne da ikke finde på at udstille eleverne på den måde. Det gavner ingenting.

Vi forstår naturligvis begge opfattelser, og det skal understreges, at hensigten ikke er at sætte lærerne i gabestok. Børn og unge har derfor ikke mulighed for at skrive kommentarer om lærerne. Samtidig arbejder vi på nuværende tidspunkt på muligheder for lærerne til at komme til genmæle, så de kan forsvare deres undervisningsstil. Det skal ligeledes påpeges, at vi ikke udelukkende retter os imod de dovne, udbrændte lærere. Vi mener, at de hårdtarbejdende og dygtige lærere fortjener anerkendelse, for deres gode arbejde.

Man skal ikke undervurdere børn og unge i Danmark. De fleste er i stand til at bidrage med en saglig vurdering af deres lærere, og det er der brug for.

Nej, man skal ikke undervurdere børn og unge i Danmark. De fleste er i stand til at vurdere deres lærere og gør det hver dag. Jeg kan dog bare ikke se behovet for, at det skal lægges på nettet.

Måske handler det mere om at vistyrer.dk gerne vil frem i lyset, og derfor bliver nødt til at gå efter laveste fællesnævner. Jeg håber snart, at vistyrer.dk bliver til vistyreringenting.dk.

Dette indlæg blev udgivet i Den danske folkeskole, Tanker fra lænestolen og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

En Kommentar til Vistyrer.dk – nej, det gør I så ikke

  1. Christian skriver:

    Jeg er så pædagog på en folkeskole, og må da indrømme at interessen for siden slår mig som værende en smule overhypet. Hvis man går ind på siden kan man da ikke andet end småfnise lidt over den dårlige udførelse de har præsteret.
    Siden er ikke så farlig da eleverne ikke kan kommentere på personerne. INDEN I RÅBER VAGT I GEVÆR…SÅ LÆS VIDERE.
    Eleverne kan give karakterer til deres lærere, og intet andet. Det ødelægger lidt hele princippet med hvorvidt et folkeskolebarn er i satd til at give en saglig kritik – for muligheden er der ikke. Der er kun mulighed for at give et tal, uden nogen form for argumentation for hvorfor tallet er givet – altså FIS I EN HORNLYGTE -som en af mine ikke så gode gamle lærere altid sagde. Jeg sætter ikke navn på hende for det er da hverken sagligt nyttigt eller specielt venligt. Hun kan da velsagtens være ligeglad.
    Hvilket bringer mig til et meget underligt punkt på Vistyrer.dk. Det er muligt at kommentere tilbage på sin 10. klasseslærer i 1920-21. Skal vi nu ikke lade tvivlen komme overlærerinde Larsen til gode. Det kunne være hun har ændret sine metoder…
    Jeg har ikke meget tilovers for siden eller dens indhold, da jeg mener den bestemt henvender sig til lavest fællesnævner og slet ikke har samme ubehagelige muligheder som ARTO hvor skolelederen som udtalte sig i Godaften Danmark var blevet svinet til.

    Men som sagt kan skoleelever sagtens udtale sig sagligt om deres lærere – det er bare ikke de situationer vi hører om. Men lad det gerne foregå…men offline.