Jeg er totalt doven i dag, kan ikke tage mig sammen til noget. En af mine overspringshandlinger har bestået i at se ‘World Trade Center’. Hmm, ok film, men ikke en som vil sætte sig dybe spor. Der var alligevel nogle ting som overraskede mig i filmen.
Jeg troede faktisk, at alt stoppede i Amerika, men i filmen er folk hos frisøren, på bar. Det var selvfølgelig ikke i New York, men alligevel. Det viser måske bare, at USA er et kæmpe land. I disse dage tolkede jeg det nok som kulde.
Men det var en rar film at se, ikke pga. af terroren, men på grund af omsorgen, godheden som stor nød også bringer med sig. Og ikke mindst kærligheden. Jeg har nemlig i denne påske hørt på historier, hvor kærligheden har vist sit grimme ansigt. Problemet med historierne er, at jeg selv kommer til at tvivle på kærligheden, hvilket jeg ikke synes er så fedt. Jeg ville så gerne høre nogle historier, hvor kærligheden vandt over egoet.
