Jeg har nu, lige som Uffe, læst bøgerne om Blekingegadebanden. Det er interessant læsning.
Jeg må indrømme, at jeg er ikke så overrasket over beslutningen om at stoppe efterforskningen af røveriet i Lyngby i 1983. Det er ikke første gang i Danmarks historie at politikere træffer en beslutning om Danmarks bedste. På det tidspunkt var der også en risiko for terror, og hvis politikerne kunne beskytte Danmark ved ikke at undersøge, hvorfor to fyre fra PLFP havde 6 millioner danske kroner, så er det fint med mig.
Det som selvfølgelig er problematisk er jo, at PET, ifølge Peter Øvig Knudsen, gav Lyngby Politi oplysninger om Blekingegadebanden, men Lyngby Politi måtte bare ikke bruge dem. Og ja, mordet på en betjent kunne måske været undgået. Spørgsmålet var om Blekingegadebanden var stoppet, hvis de kunne føle politiets ånde i nakken. Jeg tvivler. De var meget motiveret. Problemet var selvfølgelig også, at politiet ikke havde nogle spor at gå efter. Jeg tvivler på, at de kunne bevise, at det var Blekingegadebanden, der gav folkene fra PLFP pengene.
De blev vist ikke dømt for røveriet i 1990, da sagen var for retten. Hvordan skulle de så bevise det i 1983?
Det er som interessant ved bogen er samtalerne med ‘Stemmen’ – et medlem fra Blekingegadebanden. Vedkommende er ikke ked af det, selv om at han siger, han er. Han giver udtryk for, at han er ked af de ting som de gjorde mod uskyldige i forbindelse med deres røverier. Men hvis han virkelig var ked af det, så sagde han nok noget mere. Han røber ingenting. Han forklarer, hvorfor de handlede som de gjorde, men han er stadig tavs om vigtige ting. Hvordan kom pengene fx ud af Danmark og videre til PLFP? Hvem skød politimanden? Der er stadig mange spørgsmål. Han har stadig sin motivation, han mener stadig, at han gjorde noget rigtigt – det tror jeg i hvert fald.
Det er en spændende sag, som jeg håber bliver belyst bedre i de kommende år.
