Selv om nogle idioter graver deres egen grav og ødelægger Nørrebro, så vil jeg gerne komme med min egen hyldest til bydelen. Det er hyldest som er baseret på besøg i kvarteret. Jeg har nemlig aldrig boet der. I dag på tv var der mange som gav udtryk for, at de ønskede at flytte væk, fordi de var bange for deres børns opvækst. Spørgsmålet er om den tanke kom i går under urolighederne eller den kom før, måske en stille sommerdag, hvor man drømte om en have.
Som et barn af forstæderne ville jeg nok heller ikke ønske at mit barn voksede op på Københavns gader. Nej, der er villakvarteret meget mere trygt. Sådan opfatter jeg det i hvert fald.
Jeg må indrømme, at jeg altid har haft et særligt forhold til Nørrebro. For mig har Nørrebro altid været et kvarter, som var politisk bevidst, og kæmpede for fællesskabet. Og på Nørrebro var det tilladt at være anderledes. På Vesterbro skal man være smart, på Østerbro skal man være pæn, men på Nørrebro kan man være sig selv.
På Nørrebro var det plads til indvandrere, et ungdomshus, Rust, tyske dåsecolaer og søde danske sommerpiger. Ja, Nørrebro havde sgu’ det hele. Jeg ved ikke helt, hvad der er plads til nu.
