Pegefingeren

I dag gjorde jeg det endelig. Fik taget mig sammen og kørte til Møns Klint. Turen derned gik fint, og hoppede glad ud af bilen, kameraet var om halsen. Nu skulle jeg ud og kigge. Jeg vandrede mod Gråryg Fald. Jeg gik langs kanten og nød udsigten.

Ved Gråryg Fald var der en trappe ned til stranden. 467 trin ned af trappen. Og når man skal ned, så skal man også op. Jeg må indrømme, at min kondition ikke er, hvad den har været. Det er sgu’ også hårdt at gå ned af trapper. På stranden gik det fint. Jeg tog en masse billeder, så Jan Sjursen, tidligere politiker, og fik kigget på den flotte natur.

Jeg gik bare og hyggede mig, da jeg kom til endnu en trappe. Jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt træt, så jeg måtte jo hellere begynde opstigningen. 497 trin op mod civilisationen. Min kondi er dårlig ellers er næsten 500 trin op af trapper hårdt for alle. Jeg begyndte opstigningen, Der gik ikke længe før jeg måtte sidde og hive efter vejret. Heldigvis kom jeg op ved egen hjælp.

Møns klint er stadig en oplevelse værd. Der er meget smukt, og der er en masse at se på. Det er sjovt, at se de forskellige lag i klinten. Og så er det vildt at tænke på, hvor mange døde dyr klinten på Møn er skabt af.

Efter mange pauser, brystsmerter og manglende luft kom jeg endelig op til civilisationen. Jeg må ha’ manglet ilt til min hjerne, da jeg glemte mit hat dernede. Men det var det hele værd.

Gad vide hvorfor jeg altid skal forholde mig til ting? Jeg må jo nok indse, at min facon dræber sjæle. Der er i hvert fald noget, der skal laves om.

Weekenden har budt på dumheder, dumheder jeg har begået. Nu skal jeg i gang med at bygge op, og det gør jeg gerne. Nu skal jeg helst bygge op, så bygningsværket bliver så utroligt stærk, at nærmest intet kan ødelægge det.