Pegefingeren

Telefonen ringede som sagt sidste søndag, det var min inspektør, der spurgte om jeg ikke kunne tage med på lejrskole, da en kollega var blevet syg. Jeg var blevet advaret om at det kunne ske, men det kom nu alligevel som et chok, da jeg blev spurgt om jeg ville tage af sted.

Tøjet blev vasket, rygsækken pakket og søndag aften var det af sted mod Norge.

Køreturen derop gik fint. Eleverne opførte sig godt. Det eneste drama var nok den noget trætte buschauffør. Han kæmpede i hvert mod søvnen, men heldigvis holdte han ud, spiste lidt ostepops og fik os sikkert til Hafjell, lidt uden for Lillehammer, Norge.

Da vi ankom til Hafjell fik vi hurtigt vores lejligheder, lejet ski og så af sted mod løjperne.

Som tidligere skrevet så er jeg ikke verdensmester til at stå på ski. Jeg bliver det heller ikke, men det nu sjovt at være aktiv.

I løbet af ugen blev mit forhold til skisport dog lidt forandret. Jeg fandt jo ud af, at det kræver en del fysisk styrke at stoppe en mand på min størrelse. En styrke jeg ikke har. Stoppe skulle jeg jo, så mine ben syrede en del. Derudover havde jeg nogle styrt, ikke mange, men disse styrt gjorde at jeg blev bange. Mest fordi mit ene knæ sagde mærkelige ting. Da jeg tidligere har haft problemer med knæet forsvandt noget af min lyst til at køre på ski.

Da jeg en enkelt dag var på løjpen kom denne frygt igen. Ja, jeg var styrtet og mine ben syrede. Det betød, at jeg var meget lang tid om at komme ned af løjpen. Resultatet var, at morskaben ved at køre ned langsomt forsvandt med, at smerterne tog til, og frygten for at skade knæet blev større.

Derfor blev en del af tiden brugt på fotografere. Det er sgu’ fedt. Der er jo en masse at tage billederne af. Der var to 8. klasser, naturen, fjeldet, kollegaerne, situationerne og… og… og…. Motiver manglede jeg i hvert fald ikke.

Jeg frygtede, at lejrskolen ville blive lidt ånddsvag, men jeg har haft en utrolig fed tur, hvor elever og kollegaer har været super fede. Jeg har i hvert fald grinet meget.