Pegefingeren

Det ville være rart, hvis vi mennesker kunne opgive vores ego. Det ville gøre ting en del lettere.

Jeg sidder og roder lidt med computeren, prøver at finde ting, som jeg kan lægge på min hjemmeside. Pludselig støder jeg på mine små indlæg, blandt mine dokumenter, om tiden omkring min mors sygdom og død. Derfor skrev jeg vist forleden, at kræft er en latterlig sygdom. Jeg skal selvfølgelig åbne disse dokumenter, men jeg kan mærke at jeg ikke skal begynde at læse dem. Jeg læser alligevel lidt, og reaktionen er der med det samme. Mine øjne bliver våde, tårerne er på vej. Og straks holder jeg op med at læse. Det som undrer mig er bare hvornår det holder op? Ikke fordi jeg skal glemme, men hvornår kan man kontrollere det, altså sorgen. Måske ville jeg kunne i større selskaber, da jeg vælger mine ord med omhu. Måske ville jeg ikke. Samtidig gør mine begyndende tårer mig glad, da det gør mig opmærksom på, at jeg ikke har glemt, at jeg stadig har følelserne tilbage. Så er jeg da klar over, at jeg er i live.

Jeg er som sagt helt ny inden for dette felt med hjemmesider og en weblog, hvor jeg selv kan ændre på html-koden. Jeg har i dag hørt om nogle ting, der ikke har helt var virket som det skulle. Derfor må du meget gerne lige skrive, hvis du støder på en fejl. Om jeg kan rette den, er ikke til at vide. Du kan enten lægge en kommentar. Klik på ‘comment’ og scroll lidt ned. Så skulle der meget gerne dukke et felt op, hvor du kan skrive. Ellers kan du sende en mail. Der er et link til højre, virker måske kun, hvis der er et standard e-mailprogram på din computer. Ellers må du sende mig en mail på webmaster@pegefingeren.dk

Det var ordene, og tak for hjælpen.

Det bliver det sidste indlæg om denne blog. Jeg er nu så tilfreds, som jeg kan være. Min viden om html og andet hjemmesidemateriale er simpelthen for begrænset. Det må komme med tiden.