Jeg føler, derfor er jeg til.

Jeg sidder og roder lidt med computeren, prøver at finde ting, som jeg kan lægge på min hjemmeside. Pludselig støder jeg på mine små indlæg, blandt mine dokumenter, om tiden omkring min mors sygdom og død. Derfor skrev jeg vist forleden, at kræft er en latterlig sygdom. Jeg skal selvfølgelig åbne disse dokumenter, men jeg kan mærke at jeg ikke skal begynde at læse dem. Jeg læser alligevel lidt, og reaktionen er der med det samme. Mine øjne bliver våde, tårerne er på vej. Og straks holder jeg op med at læse. Det som undrer mig er bare hvornår det holder op? Ikke fordi jeg skal glemme, men hvornår kan man kontrollere det, altså sorgen. Måske ville jeg kunne i større selskaber, da jeg vælger mine ord med omhu. Måske ville jeg ikke. Samtidig gør mine begyndende tårer mig glad, da det gør mig opmærksom på, at jeg ikke har glemt, at jeg stadig har følelserne tilbage. Så er jeg da klar over, at jeg er i live.