Pegefingeren

Jeg har ikke været ude at gå i dag. Lærerne har været ude at gå langt for folkeskolen i dag. Jeg var der ikke, da jeg ikke vil støtte noget halvt. Jeg må indrømme, at jeg ikke deler min fagforenings frygtvision. Måske tager jeg fejl, og om nogle år vil de grine af mig.

Det går mig på, når mennesker er sure på hinanden! Særligt når det er mine elever.

I dag vil lærerne gå langt for folkeskolen. Jeg er dog i vildrede. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg vil deltage i denne gåtur. Alle har nogle argumenter, som jeg kan forholde mig til, og derfor er det svært for mig at tage stilling. Skal jeg gå med eller blive hjemme?

Det som går mig mest på er brugen af tests og flere prøver. Ikke fordi jeg har noget imod prøver og test, men det er brugen af dem. Jeg kan se et problem, hvis lærerne kun underviser inde for prøvens og testens område, og det faglige område, der ligger omkring bliver glemt. Det ville være trist. Men hvis prøverne og testene bliver brugt til udvikling af den enkelte elevs læring, altså at lærerne bruger testen, prøven som et redskab til større læring, så ser jeg det som en fordel. Men hvem bestemmer det? Ja, det gør den enkelte lærer vel?

Det store spørgsmål er bare, hvad vi gør med de elever, som ikke klarer de større faglige krav. Skruer vi op for kravene, og det vil der blive gjort med den nye lov – den er ikke vedtaget endnu, så vil der være en større gruppe som falder igennem. I lovforslaget er det meningen, at lærerne så skal lave om på deres undervisning for den enkelte elev, så eleven kan klare kravene, og det bliver svært. Ikke fordi vi ikke vil, men fordi det er umuligt at undervise 20 børn på hver sin måde.

Åh, jeg kunne skrive længe om folkeskolen. En ting ved jeg, vi må aldrig lave en folkeskole, som kun underviser i målbare fagområder. Eleverne skal stadig lære at begå sig i samfundet, og blive gode demokrater og samfundsborgere.