Pegefingeren

Der er noget som undrer mig. Hvordan kan det være, at da vi tidligere i historien nærmest intet havde, hjalp vi hinanden med dagen og vejen, og nu hvor vi har så meget, så er vi grådige, og kan nærmest intet give uden, at ville have noget igen? Det burde da være omvendt.

Overskriften er hentet fra en kommentar hos Henriette. Det er vist hendes mor, som skriver at samfundet burde skamme sig, over den måde vi behandler vores ældre medborgere på. Desværre er det ikke kun på ældreområdet, hvor det er pengene, der styrer festen. Det sker desværre inden for alle områder af den offentlige service. Jeg er selv skolelærer, og jeg kender da også til historier, hvor man må tage sig til hovedet, og ser langt efter nogen form for menneskelighed i systemet. Jeg er sikker på, at dem der arbejder inden for systemet, gør deres bedste for at hjælpe, men det er svært når tingene kører så langsomt, og at de store beslutninger skal træffes af politikere. Og de tænker som regel altid på kommunens pengepung.

Jeg ved selvfølgelig godt, at penge ikke altid er løsningen, men nogle gange savner jeg virkelig det menneskelige, når der skal træffes beslutninger i de tunge sager. Kommunerne lægger fx 8 tvangsfjernelser ind i budgettet, men hvad sker der, hvis der behov for 10? Så skal der findes penge et andet sted. Når man piller ved budgettet, så kommer det altid til at gå ud over nogen, og det er problemet. Desværre skærer man som regel ned hos de grupper, som har mindst overskud. De arbejdsløse råber sjældent op, men prøv at forstil jer, hvad der ville ske, hvis man fjernede børnechecken?

Desværre er det sådan, at politik i dag handler om at forvalte penge i stedet for at se, hvordan vi kan hjælpe mennesker i nød. Det ville være rart, hvis det menneskelige kunne fylde noget mere hos politikerne.

Jeg er glad i dag. Det er utroligt så lidt, der skal til for at gøre et andet menneske glad. Jeg var tidligere i dag i Netto, jeg står i køen til kassen, da damen foran mig pludselig løber ud af butikken. Jeg hørte Ipod, så jeg ved ikke om hun sagde noget og løb, eller hun bare stak af. Jeg stod lidt og tænkte på, at det var meget mærkeligt, lagde mine varer på båndet, da hun pludselig kom tilbage. Damen fortalte, at hun havde glemt i taske med penge ude på cyklen, og det var derfor at hun løb. Jeg svarer med et ok. Damen kigger på køen, og siger stille at hun nu skulle starte forfra, altså bag i køen. Jeg siger, at hun da lige kan komme foran mig, hvilket gør damen meget glad. Hun takker mange gange.

Tænk på, hvor lidt der skal til. Jeg har måske været medvirkende til at damens dag er blevet lidt bedre, der er blevet plads til et ekstra smil. Bare ved at bruge ekstra 30 sekunder i køen. Det er ikke meget. Det ville nu være fedt, hvis vi hjalp hinanden i stedet for hele tiden, at ville komme først. Derfor ville det være rart, hvis vi indså, at vi er afhængige af hinanden, og kan løfte meget mere i et fællesskab. Så prøv at få et fremmed menneske til at smile. Det er ikke så svært.