Overskriften er hentet fra en kommentar hos Henriette. Det er vist hendes mor, som skriver at samfundet burde skamme sig, over den måde vi behandler vores ældre medborgere på. Desværre er det ikke kun på ældreområdet, hvor det er pengene, der styrer festen. Det sker desværre inden for alle områder af den offentlige service. Jeg er selv skolelærer, og jeg kender da også til historier, hvor man må tage sig til hovedet, og ser langt efter nogen form for menneskelighed i systemet. Jeg er sikker på, at dem der arbejder inden for systemet, gør deres bedste for at hjælpe, men det er svært når tingene kører så langsomt, og at de store beslutninger skal træffes af politikere. Og de tænker som regel altid på kommunens pengepung.
Jeg ved selvfølgelig godt, at penge ikke altid er løsningen, men nogle gange savner jeg virkelig det menneskelige, når der skal træffes beslutninger i de tunge sager. Kommunerne lægger fx 8 tvangsfjernelser ind i budgettet, men hvad sker der, hvis der behov for 10? Så skal der findes penge et andet sted. Når man piller ved budgettet, så kommer det altid til at gå ud over nogen, og det er problemet. Desværre skærer man som regel ned hos de grupper, som har mindst overskud. De arbejdsløse råber sjældent op, men prøv at forstil jer, hvad der ville ske, hvis man fjernede børnechecken?
Desværre er det sådan, at politik i dag handler om at forvalte penge i stedet for at se, hvordan vi kan hjælpe mennesker i nød. Det ville være rart, hvis det menneskelige kunne fylde noget mere hos politikerne.