Pegefingeren

Forleden læste jeg om en reklamemand, som mente at firmaer skulle til bruge kun et ord, når de skulle reklamere for sig selv.

Skal jeg bruge et ord om Roger Waters-koncerten på Roskilde Festival 2006 er det AMAZING!!!

Det var simpelthen en fantastisk koncert, hvor både ører og øjne blev underholdt. Og hvilke numre, der blev spillet. Det var vanvittigt. Helt utroligt. Det vil jeg gerne opleve igen, igen, igen, igen og igen.

Det er ikke meget jeg får skrevet, imens jeg går rundt nede på festivalpladsen. Jeg havde nok en idé om at skrive små anmeldelser her, men det gider jeg ikke rigtig, da jeg ikke altid ser og hører en hel koncert. ‘Guns ‘n’ Roses’ er der skrevet nok om, ‘Sigur Ros’ har fået gode anmeldelser, og jeg ville sikkert være enig, hvis jeg havde stået inde i Arena-teltet, og hørt hele koncerten. Det gjorde jeg ikke, og jeg fik ikke den særlige Sigur Ros-stemning med. Det som gjorde mest indtryk under koncerten var den unge pige som græd. Ikke langt fra mig stod en pige og græd. Ikke fordi kæresten var skredet, men fordi musikken var så smuk. Det var ret fedt at se, at musik stadig kan røre noget i os mennesker, og det ikke bare handler om et hurtigt hit og penge. Takk til ‘Sigur Ros’.

Noget andet som var lidt irriterende under Sigur Ros-koncerten, især uden for Arena-teltet, var at folk snakkede. ‘Sigur Ros’ skal nydes i stilhed. Det var ligeledes med til, at jeg aldrig kom i Sigur Ros-stemning.

Ellers er mine campingvagter gået fint. Det var kun onsdag, at jeg skulle løbe lidt rundt efter voldsmænd. Dog opstod der hele tiden situationer som kræver nogle beslutninger. Det mest ubehagelige ved at være campingvagt er at give besked til gæster om at der telt skal flyttes. Og baggrunden er som regel at teltet ligger uden for campingfelterne. Hele campingområdet er opdelt i små felter, som er markeret med en kridtstreg, og kommer teltet lidt udenfor denne streg er der en mulighed for, at det skal flyttes.

Sådan en situation havde jeg forleden morgen. 3 fyre fra Ghana skulle flytte deres telt, og jeg gad dem mulighed for at finde i ny plads. Jeg pegede et par pladser ud, og Ghana-drengene valgte at opstille deres telt midt i noget, der senere skulle vise sig at være en lejr. Lidt efter havde jeg 3 piger ståede foran mig. De var ikke helt venligt stemt. De ville meget gerne have disse fyre fra Ghana ud af deres lejr. Mit modsvar var selvfølgelig, at hvor skulle jeg ellers placere dem? Jeg skulle nok ikke ha’ placeret dem midt i en lejr, men der skal jo være plads til alle telte. Problemet er, at folk helst kun vil være sammen med dem som de kender, og ikke er så villige til at åbne op for andre. Jo, måske hvis det var 3 danske piger, men mennesker fra andre lande, så sker der altså noget med os. Det blev ikke sagt tydeligt, men der var små hentydninger til at de fyre her var fremmede og for anderledes til 25 fra Silkeborg. Lidt senere kom endnu en pige op fra lejren og var meget oprørt, hun var nærmest ved at græde over hele episoden. Men fyrene fra Ghana fik lod til at blive boende. Det startede dog ikke helt uden problemer, da Ghana-drengene tog sig nogle friheder uden at spørge. Det gad jeg så ikke, og Silkeborg-lejren fik at vide, at nu skulle de prøve, og hvis problemerne fortsatte så skulle Ghana-drengene nok blive flyttet igen. Heldigvis kom jeg forbi senere, og nærmest hele lejren, både dem fra Ghana og Silkeborg, sad og hyggede.

Fredag eftermiddag sluttede min sidste vagt, og nu var der kun rock ‘n’ roll tilbage. Eller nærmere sagt så var der en meget træt Morten tilbage. Men det er jo en del af livet at være træt, så jeg gik mod scenerne. De sidste par år har jeg oplevet musikken på Roskilde i et non-alkoholisk sus. Det betyder, at musikken virkelig skal spille før man lader sig bevæge, og det er særligt svært at lade sig bevæge når man er meget træt. Alligevel lykkedes det for ‘Kaizers Orkester’ og særligt ‘Morrissey’ at få mig op af stolen. Faktisk overraskede ‘Morrissey’ mig totalt. Jeg har ikke set ham live før, men det var virkelig fedt. Desværre spillede han kun en time. ‘Bob Dylan’ lød bare som en jam-session. Jeg kunne ikke høre hvad han sang, så han kedede mig og jeg gik videre.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har været så søgende når det drejer sig om musik. Jeg går efter navne jeg kender eller har hørt om. Derfor gik jeg fra ‘Bob Dylan’ mod Arena, hvor ‘Rufus Wainwright’ skulle spille. Rufus havde valgt et set, hvor det kun var ham og hans klaver. Efter 3 sange kedede jeg mig igen, og jeg blev enig med mig selv, at jeg nok var i rock-humør. Der skulle spilles noget spade. Ikke fordi Rufus Wainwright på nogen måde var dårlig, men jeg var ikke i humør til skønsang og et klaver. Eller måske var det trætheden som gjorde noget ved min fortolkningsevne. Sidste band fredag blev ‘The Streets’. Jeg hørte tre numre, så blev jeg nødt til at gå. Der var for mange mennesker. Det var helt sygt. Jeg skulle altså bare væk, men der var ingen tvivl om at ‘The Streets’ var populære.

Så kunne min krop ikke mere. Jeg gik lidt rundt, øjene blev mere tunge og snart sad jeg i toget på vej hjem til min seng. Jeg var der dog snart igen.

Lige nu drømmer jeg om en elektrisk kørestol. Mine ben er helt færdige af at vandre rundt på en glæsmark i Roskilde.

Er næsten lige kommet hjem fra endnu en campingvagt. En vagt som startede stille og roligt, men endte med dramatik. Dagen startede stille og roligt, gæsterne hyggede sig, festede og var glade.

Jeg fik dog et kæmpe chok, da jeg pludselig blev spurgt om jeg ikke hed Morten og boede i København. Jeg måtte jo svare jo. Jeg kiggede på campingvagten som spurgte mig, tænkte om jeg skulle kende hende. Det gjorde jeg ikke. Så siger vagten, at hun var lillesøster til en gammel kæreste som jeg havde for alt for mange år siden. Så fik jeg da chokket over både at blive spurgt, men også hvor gammel jeg er blevet. Jeg husker vagten som en ganske lille pige dengang, nu gik hun i 3.g – vildt. Jeg er blevet en gamle rotte. Det var faktisk lidt sjovt og meget mærkeligt. Jeg var lidt i tvivl om hvilket ben jeg skulle stå på? Skulle jeg bare overse lillesøsteren eller skulle jeg være den super imødekommende. Jeg valgte lidt en mellemting. Hørte bare lige hvordan det gik. Det gik heldigvis godt.

Som dagen gik fremad begyndte der også at ske noget mere i vores område. Folk samlede sig om vores bålplads, der var modesjov i den seneste mode inden for beach-safety-tøj. Det var lidt morsomt. De fleste mennesker hyggede omkring bålpladsen, alt i mens campingvagterne prøvede at dæmpe de ophidsede gæster som manglede en teltplads. Derudover var der gæster, som fik fjernet deres telte fordi de lå uden for de afmærkede områder. Ja, det er ikke altid nemt at være campingvagt. Det lykkedes heldigvis for campingvagter at få dæmpet de småsure gæster. Det var lidt morsomt, da en gæst ville tale med en, der virkelig bestemte noget. Nu betalte hun 1350,- kr. for en billet, så havde hun altså ret til en teltplads. Det kunne vi selvfølgelig kun svare ja til, men ikke når teltet stod placeret midt ude på en vej. Heldigvis var andre gæster ret hjælpsomme med at finde plads til teltene.

På denne onsdag har mange af gæsterne været på druk i mange dage. Der sker ikke så meget, man sidder bare ved sit telt og drikker. Nogle mener at det er livet, andre må følges til Røde Kors for at få lidt hjælp. Men ikke noget alvorligt. Desværre så er der nogle som ikke kan klare de mange dages druk, da de begynder at provokere andre gæster. Vores problemer på vagten skete hen under aften. Ikke i vores campingområde, men ved broen mellem East og West. Her blev vi tilkaldt, da en fyr gik rundt og provokerede andre gæster. Vi fik fat i ham, og da Roskilde Festivalens egne sikkerhedsfolk kom frem viste det sig at fyren havde et advarselsbånd på. Jeg ved ikke om han blev smidt ud eller hvad, men security-folkene snakkede vist med store ord. Vi var nærmest ikke kommet tilbage til vores tårn før vi igen blev kaldt til broen. Der var igen problemer, denne gang var det vold.

To fyre var faldet i snak med en pige på deres vagt, hvor de lavede mad. Fyrene har måske spurgt pigen om hun ville ha’ en øl sammen med drengene. Det ville hun da godt, lige endtil hendes kæreste dukkede op. Han blev ret sur, sprang på den ene fyr, sparkede da han lå ned og forsvandt over broen med kæresten på slæb. Heldigvis fulgte en vagt efter ham, og politiet tog en snak med ham og optog rapport. Og voldsmanden stadig er på Roskilde ved jeg ikke, men jeg håber det ikke. I mens jeg forsøgte at finde hoved og hale i dette opgør opstod der slagsmål ved vores Agora D. Her var det 4-6 som begyndte at bokse til hinanden. Det blev hurtigt stoppet, men jeg gik hurtigt, da jeg var travlt optaget af den anden sag.

En lidt dum måde at slutte sin vagt på. Med vold og slagsmål. Det er meget sjældent jeg har set vold på Roskilde, og det hører ikke til dernede. Stemningen er løssluppen, men utrolig god. Det handler om at give kram og kærlighed til hinanden. Ja, det lyder lidt hippie-agtigt, men det er stemningen på Roskilde.

Om nogle timer starter musikken. Jeg er i hvert fald klar fra kl. 17.30 når ‘The Editors’ starter festen.