Det er ikke meget jeg får skrevet, imens jeg går rundt nede på festivalpladsen. Jeg havde nok en idé om at skrive små anmeldelser her, men det gider jeg ikke rigtig, da jeg ikke altid ser og hører en hel koncert. ‘Guns ‘n’ Roses’ er der skrevet nok om, ‘Sigur Ros’ har fået gode anmeldelser, og jeg ville sikkert være enig, hvis jeg havde stået inde i Arena-teltet, og hørt hele koncerten. Det gjorde jeg ikke, og jeg fik ikke den særlige Sigur Ros-stemning med. Det som gjorde mest indtryk under koncerten var den unge pige som græd. Ikke langt fra mig stod en pige og græd. Ikke fordi kæresten var skredet, men fordi musikken var så smuk. Det var ret fedt at se, at musik stadig kan røre noget i os mennesker, og det ikke bare handler om et hurtigt hit og penge. Takk til ‘Sigur Ros’.
Noget andet som var lidt irriterende under Sigur Ros-koncerten, især uden for Arena-teltet, var at folk snakkede. ‘Sigur Ros’ skal nydes i stilhed. Det var ligeledes med til, at jeg aldrig kom i Sigur Ros-stemning.
Ellers er mine campingvagter gået fint. Det var kun onsdag, at jeg skulle løbe lidt rundt efter voldsmænd. Dog opstod der hele tiden situationer som kræver nogle beslutninger. Det mest ubehagelige ved at være campingvagt er at give besked til gæster om at der telt skal flyttes. Og baggrunden er som regel at teltet ligger uden for campingfelterne. Hele campingområdet er opdelt i små felter, som er markeret med en kridtstreg, og kommer teltet lidt udenfor denne streg er der en mulighed for, at det skal flyttes.
Sådan en situation havde jeg forleden morgen. 3 fyre fra Ghana skulle flytte deres telt, og jeg gad dem mulighed for at finde i ny plads. Jeg pegede et par pladser ud, og Ghana-drengene valgte at opstille deres telt midt i noget, der senere skulle vise sig at være en lejr. Lidt efter havde jeg 3 piger ståede foran mig. De var ikke helt venligt stemt. De ville meget gerne have disse fyre fra Ghana ud af deres lejr. Mit modsvar var selvfølgelig, at hvor skulle jeg ellers placere dem? Jeg skulle nok ikke ha’ placeret dem midt i en lejr, men der skal jo være plads til alle telte. Problemet er, at folk helst kun vil være sammen med dem som de kender, og ikke er så villige til at åbne op for andre. Jo, måske hvis det var 3 danske piger, men mennesker fra andre lande, så sker der altså noget med os. Det blev ikke sagt tydeligt, men der var små hentydninger til at de fyre her var fremmede og for anderledes til 25 fra Silkeborg. Lidt senere kom endnu en pige op fra lejren og var meget oprørt, hun var nærmest ved at græde over hele episoden. Men fyrene fra Ghana fik lod til at blive boende. Det startede dog ikke helt uden problemer, da Ghana-drengene tog sig nogle friheder uden at spørge. Det gad jeg så ikke, og Silkeborg-lejren fik at vide, at nu skulle de prøve, og hvis problemerne fortsatte så skulle Ghana-drengene nok blive flyttet igen. Heldigvis kom jeg forbi senere, og nærmest hele lejren, både dem fra Ghana og Silkeborg, sad og hyggede.
Fredag eftermiddag sluttede min sidste vagt, og nu var der kun rock ‘n’ roll tilbage. Eller nærmere sagt så var der en meget træt Morten tilbage. Men det er jo en del af livet at være træt, så jeg gik mod scenerne. De sidste par år har jeg oplevet musikken på Roskilde i et non-alkoholisk sus. Det betyder, at musikken virkelig skal spille før man lader sig bevæge, og det er særligt svært at lade sig bevæge når man er meget træt. Alligevel lykkedes det for ‘Kaizers Orkester’ og særligt ‘Morrissey’ at få mig op af stolen. Faktisk overraskede ‘Morrissey’ mig totalt. Jeg har ikke set ham live før, men det var virkelig fedt. Desværre spillede han kun en time. ‘Bob Dylan’ lød bare som en jam-session. Jeg kunne ikke høre hvad han sang, så han kedede mig og jeg gik videre.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har været så søgende når det drejer sig om musik. Jeg går efter navne jeg kender eller har hørt om. Derfor gik jeg fra ‘Bob Dylan’ mod Arena, hvor ‘Rufus Wainwright’ skulle spille. Rufus havde valgt et set, hvor det kun var ham og hans klaver. Efter 3 sange kedede jeg mig igen, og jeg blev enig med mig selv, at jeg nok var i rock-humør. Der skulle spilles noget spade. Ikke fordi Rufus Wainwright på nogen måde var dårlig, men jeg var ikke i humør til skønsang og et klaver. Eller måske var det trætheden som gjorde noget ved min fortolkningsevne. Sidste band fredag blev ‘The Streets’. Jeg hørte tre numre, så blev jeg nødt til at gå. Der var for mange mennesker. Det var helt sygt. Jeg skulle altså bare væk, men der var ingen tvivl om at ‘The Streets’ var populære.
Så kunne min krop ikke mere. Jeg gik lidt rundt, øjene blev mere tunge og snart sad jeg i toget på vej hjem til min seng. Jeg var der dog snart igen.
