I dag i Weekendavisen var der en artikel om jagten på lykke. Avisen skriver:
De er ikke deprimerede, de er ikke angste, og de har hverken fobier eller tvangstanker. Faktisk fejler de slet ingenting, men de tropper alligevel op hos psykologen og beder om hjælp. Fordi de ikke er rigtig lykkelige.
Artiklen handler om, hvad man kan gøre for at blive lykkeligere. Blandt andet er der opstået en retning inden for psykologien, som har sit fokus på det positive, i stedet for det negative. Det er i hvert fald en start. Den positive retning mener, at der er tre som man kan gøre for at blive lykkeligere. Den første ting handler om det behagelige liv med umiddelbare glæder, sanseoplevelser og positive følelser. Den anden ting handler om en måde at være til stede på.
Om engagement i verden. Det er den dybere glæde eller lykke, som opstår med refleksion, med god konversation og med at man glemmer sit ego og så at sige bliver ét med sine gøremål.
Det sidste punkt i denne treenigevej til lykken er, at enhver må finde noget som giver tilværelsen mening.
Det er nok særligt det sidste punkt som vi mennesker har svært ved. Artiklen fik mig til at tænke over om vi har sværere ved at finde lykken, fordi vi har så meget af den. De fleste af os lever en tryg og harmonisk tilværelse, hvor vi hele tiden forsøger at opnå et fravær af lidelse. Når alt bare er lykkeligt, så er lykken måske svær at får øje på. Derfor har vi mennesker måske brug for nogle ridser i lakken, så vi ikke glemmer, hvad det vil sige at være lykkelig.
Jeg tror også, at vores måde at indrette verden på i dag skaber behov for at vi mennesker kan flippe ud en gang i mellem. Jeg kan huske en samtale på Roskilde Festival, hvor vi snakkede om alle de forskellige mennesketyper, der var samlet på et sted. Vi snakkede videre om, at der sikkert var mange som var klædt ud under festivalen. De havde simpelthen et behov for at drikke sig meget fulde, pisse langs hegnet, sove i urinmudder, råbe, ødelægge. På Roskilde festivalen er mange af disse ting tilladt. Når festivalen er forbi, så er det tilbage til uniformen og jobbet foran skærmen. Og i dag læste jeg på tekst-tv, at der var et stigende problem med hærværk i havne som Rungsted og Vedbæk. Det overraskede mig lidt. Men det kan måske igen skyldes, at der er unge mennesker i nærmiljøet som bare er trætte af alt det pæne, at skulle opføre sig ordentligt.
Måske er det fraværret af fare, som skaber behovet for at flippe ud. Vores ur-drifter bliver ikke tilfredsstillet, og derfor bliver vi nødt til at flippe lidt ud for at disse sider af os selv bliver tilfredsstillet. Eller måske hænger det hele sammen med, at vi i tilværelsen ikke kan finde mening.
En ting er i hvert fald sikkert. Skal vi finde lykken, så må vi selv ud og lede.
Jeg har i løbet af sommeren ført to samtaler, hvor min samtalepartner ikke var klar over, hvad ninjaer var. De troede, at det var noget som Teenage Mutant Ninja Turtles stod bag. Jeg var ret overrasket. Er det bare mig, som har alt for mange kammerater, som dyrker kampsport, eller min interesse for Japan, der gør at jeg ved den slags? Jeg har i hvert fald overrasket. Det var jo ikke børn jeg snakkede med.
Var en tur i Næstved i går. En af mine kammerater har besluttet sig til at bo dernede, det er ikke altid jeg kan forstå det. Men det var meget hyggeligt, da vi kom lidt rundt i sommerlandet. Vi kørte til Karrebæksminde, spiste lidt mad og kiggede lidt på omgivelserne. Det er et lidt sjovt sted. Der er mennesker overalt, men alligevel virker stemningen dernede meget afslappet. Der var i hvert fald syngende fulde mænd på det sted, hvor vi indtog vores mad. Det gjorde det da lidt underholdende og afslappet.
