Pegefingeren

For mange år siden fortalte en ven mig en historie. Den handlede om valg. Historien har jeg aldrig glemt. Den gik kort ud på, at jeg stod ved et sporskifte. På vej imod mig kom et fyldt tog, hvor bremserne ikke virkede. Toget kunne ikke stoppe. Sporet jeg stod ved delte sig i to efter sporskiftet. Den ene spor førte ud til en bro over en dyb kløft, det andet spor førte ind mod en by. Der var bare lige et problem. Sporet, der førte mod broen, var gået i stykker. Eller broen var styrtet sammen. Kørte toget den vej ville det falde i dybet og alle i toget ville blive dræbt. På det andet spor, som førte ind til byen, var der også et lille problem. Her lå en mand lænket fast til skinnerne. Jeg havde ingen mulighed for at befri ham. Nu skulle jeg træffe et valg. Hvilken vej skulle toget køre? Mod broen eller byen?

Første gang jeg hørte historien, prøvede jeg virkelig at redde alle. Nu er jeg ikke længere i tvivl. Nogen skal betale den højeste pris for, at andre kan være lykkelige. Hårdt, ja. Desværre er det nødvendigt at træffe den slags valg en gang i mellem. Det kaldes vist politik. Derfor er det ekstra uheldigt, hvis man stod ved sporskiftet og blev tvunget til at hele tiden skifte mellem de to spor. Derfor ved jeg ikke, hvor toget ender. Det er frustrende når mit valg er truffet, men at andre tvinger mig til noget andet.