Klaus Rothstein har i Weekendavisen/Bøger, nr. 34, skrevet en god lille kommentar. Jeg tillader mig at komme med et citat.
“Pia Kjærsgaard ville slet og ret landsforvise fuldkommen skyldsfrie mennesker fra Danmark, hvor de ellers havde lovligt ophold. Hun ville uden at blinke lade uskyldige forældre undgælde for deres søns forbrydelser. Hvor demokratisk er det? Hvor dansk er det?
Forslaget om landsforvisning fik daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at udtale de mindeværdige ord, at “stuerene, dét bliver de aldrig.” [...] Men sagen er jo, at Poul Nyrup Rasmussen havde fuldkommen ret, da han sagde fra. Han reagerede ikke på Dansk Folkeparti som helhed, men på partiformandens bizarre krav om landsforvisning af uskyldige. [...]
Man forstår godt, at Pia Kjærsgaard er gemt væk i disse dage. Hun er nemlig selv ophavsmand til noget af det mest ekstreme, udemokratiske og udanske, vi endnu har set fra Dansk Folkeparti [...]“
Klaus Rothsteins kommentar omhandlede, at Dansk Folkeparti har smidt en del lokalformænd ud af partiet fordi de, overfor Ekstra Bladet, har næret sympati for foreninger, der er udemokratiske og udanske. Det sidste vil DF nemlig ikke have. Spørgsmålet er om DF skal stoppe ved lokalformændene?