Dagen har været præget af irritation. Over mine elever, min undervisning, min musik. Tankerne kører rundt, og min eneste udvej er flugt. Sådan siger min hjerne i hvert fald. Drop det, slip det hele og kom væk.
Flugt er bare den nemme udvej. Det bedste er nok at se frygten i øjene og komme videre…
Sneen har ramt landet, kulden har været pludselig og alligevel stråler jeg mig i solskin. Det er faktisk meget rart, når ens arbejde bliver værdsat.
Den første dag jeg stod foran min egen klasse, har jeg tænkt over den dynamik, der er i en gruppe. Der er nemlig utrolig mange ting som påvirker i en gruppe af mennesker. Hvem er helte, hvem er udenfor, hvem er neutrale osv. Det som min tanker altid har kredset omkring er, hvordan man ændre dynamikken i gruppen. Hvordan kommer der en anden stemning i gruppen, hvordan ændrer jeg, som lærer, på rollefordelingen i gruppen. Og kan den overhovedet ændres?
Jeg kommer da til at tænke på de tv-programmer der har været, hvor man følger en gymnasieklasse til deres 25 års jubilæum. Konklusionen er som regel, at rollefordelingen er præcis den samme, som da klassen sluttede 25 år tidligere.
Rollefordelingen er altid nærværende i folkeskolen. En klasse består jo en gruppe elever, som er tvunget sammen. De skal bare finde ud af det sammen i 9 år. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er frit skolevalg og den slags, men en skoleflytning er sjældent en god løsning. En løsning er derfor at kæmpe med gruppen om at ændre på tingene, men det er svært. Og hvem er det man skal ændre på? Er det den elev, som udfører negative ting eller er det eleven som styrer i baggrunden? Er det alle? Der er ingen nemme løsninger, og derfor er det også spændende at arbejde med. Og hårdt! Og selvfølgelig må læreren aldrig glemme sig selv. Læreren indgår også i gruppen, og kan også være kilden til den dårlige stemning.
Mine tanker om grupper kommer altid, når jeg oplever det på min egen krop, når eleverne hos mig ikke er lige søde ved hinanden. Kunne der ikke være en nem løsning, et magisk ord, som kunne løse konflikterne i gruppen. Desværre er der ingen nemme løsninger. Der er kun hårdt arbejde…
Pludselig brændte der et hus, et til og pludselig var et helt kvarter i flammer. Jeg vendte og drejede mig. Hvorfor opstod brændene? Og hvordan kunne et hus med et gå op i flammer? Svaret var invasion fra rummet. De ville sprede død og ødelæggelse, overtage jorden og jeg vendte og drejede mig. Dog havde jeg fornemmelsen af at være tilstede, at det var virkeligt. At byen brændte og rumskibe fløj over mit hovede. Flere forsøgte at kæmpe, men det så ikke godt ud.
En overskrift fra Jyllandsposten siger at… lød det fra radioen. Vækkeuret var gået i gang. Jeg var nu vågen. Det var et mareridt. Hvorfor skal jeg drømme ting, som nærmest er virkelige? Det er ikke rart.
Mandagen er lige startet. Jeg har haft svært ved at lave noget i går, ved at skrive noget i går. Det skyldes nok skuffelse over min egen indstilling. Lige foran snuden på mig er alverdens muligheder for at gøre livet lidt festligere, men jeg udnytter det ikke. Jeg sidder derimod og finder undskyldninger for ikke at gøre noget. At folk er åndssvage, at folk ikke passer til mig, at tingene er for pæne, at folk er for overfladiske og jeg kunne blive ved.
Problemet er bare, at jeg ikke får det festligere af den grund. Som en god ven sagde til mig, så kommer forandringer indefra. Det er jo ikke verden, som skal tilpasses mig, men jeg må også tilpasse mig verden. Det sidste er bare ikke lige let.
follow: RSS
