Boom Boom Boom

Er det mig som er ved at blive gamle eller blev der skudt rigtig meget fyrværkeri af nytårsaften? Altså mere end normalt. Jeg synes nemlig, at det var helt vildt. Måske var det fordi jeg var på Amager, og det er, som vi alle ved jo en vild ø. Hvis man keder sig på Amager, er det ens egen skyld.

Vi kom til at snakke om den øgede mængde krudt. Jeg kom til at tænke på, om det var dette fyrværkeri-forbud som kom efter Seest-ulykken, der gjorde fyrværkeri, særligt det ulovlige, mere interessant. Eller det kan også hænge sammen med en kort periode, hvor det er tilladt at fyre krudt af, som har gjort bragene mere hyppige.

Der er mange svar i denne komplekse verden. I fællesskab må vi finde dem.

Udgivet i Livet, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

Starten er gået!

Så er starten gået, deltagerne farer af sted. 2007 er i gang. Om 365 dage kender vi vinderen. Men det er altså lidt flippet, hvad der kan komme ud af et digitalt kamera med lang lukketid og lidt fyrværkeri.

firework1.JPG

Klik på billedet for flere mærkelige billeder

Udgivet i Blah...blah..., Livet | Kommentarer slået fra

I krigszonen

Man skulle tro, at man boede i Bagdad. Der lyder i hvert fald det ene brag efter det andet. Og det er helt sikkert ikke helt lovligt fyrværkeri, der bliver brugt. Heldigvis koster bragene her ikke mange menneskeliv. Det gør bragene i Bagdad desværre.

Udgivet i Blah...blah... | Kommentarer slået fra

Nytårstalen V1.0

Jeg ville nok holde den mest kedelige nytårstale, hvis jeg var konge og skulle på tv. Der er ikke sket din store ting i mit liv i år. Året er gået meget op i arbejde. Måske er det alderen, at nu kan man nærmest ikke andet end at arbejde? Heldigvis er jeg utrolig glad for mit arbejde, for mine elever, så det har ikke gjort noget, at året har været meget fokuseret på arbejdet.

Desværre har det at arbejde med mennesker en negativ effekt for mig. Jeg bliver socialt mættet. Jeg har svært ved at motivere mig selv til at tage kontakt med andre mennesker. Det skal i hvert fald blive bedre i det nye år.

Skal jeg kigge tilbage på mit 2006, så er det særligt to ting, som står tilbage. Det er taknemmelighed og at gribe livet.

Jeg blev i løbet af året ramt af en taknemmelighedsfølelse, at jeg skulle sige tak til mine omgivelser. Det var en særlig følelse, men det skulle ud. Når jeg tænker over det, er det nemlig sjældent, at vi siger tak til hinanden. Vi siger da tak for en gave, men det er ikke tit, at vi siger tak for et venskab, for et smil, et skulderklap. Jeg blev i hvert fald nødt til at sige det til mine omgivelser. Følelsen er ikke væk, den er nok dæmpet, men jeg skal i hvert fald fortsætte med at sige tak til mine omgivelser i det nye år.

Den anden ting, at gribe livet, er en mere personlig ting. Den handler nemlig om at gribe livet, at udnytte livets muligheder noget mere. Jeg kan føle mig som en indtørret rosin engang i mellem. En del skyldes nok, at jeg ikke nyder alkohol – mine nyrer er ikke glade for det, og da en del af vores kultur kredser omkring dette rusmiddel, er det ikke altid, at jeg er i det samme festhumør som mine omgivelser. Det er nu ikke det, som går mig på. Det som skal laves om i det nye år handler om at være mere udfarende, at være den som indleder samtalerne, ikke være den stille. Jeg gider ikke være midtpunkt, og derfor vælger jeg tit at sidde lidt på sidelinjen. Jeg skulle helst gerne være en medspiller i det nye år, men jeg ved, at jeg kommer til at kæmpe med mig selv.

Det kommende år bliver derfor ikke kedeligt, udviklingen stopper jo sjældent.

Nu vil jeg kigge fremad mod det nye år, håbe på at det bliver fyldt op med spændende udfordringer og oplevelser. Gode samtaler med vennerne, med kollegerne, med elever og med familien. Så ville det være fedt, hvis 2007 blev lidt fredeligere.

sponsor2.jpg
Udgivet i Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra

One down, men der er mange endnu

Saddam er blevet hængt her til morgen. For nogen er det nok et tegn på retfærdighed, at han fik den straf som havde fortjent efter at han har dræbt mange tusinde. Spørgsmålet er bare om situationen i Irak bliver bedre. Det tvivler jeg på.

Når tilhængerne af krigen mistede deres argumentation har de altid brugt Saddam, som deres sidste argument. Vi fik fjernet en ond mand fra magten. Og det argument havde de ret i. Men skulle argumentet bruges i forbindelse med en krig, så er der mange krige i fremtiden. Så skal vi fjerne alle onde mænd, vi skal ikke kun fjerne én fordi han ikke lige kan lide os. Går vi i krig fordi vil gøre verden bedre, så skal vi gøre hele verden bedre.

Desværre kan man sige, at Irak ikke ligefrem er blevet bedre efter, at Saddam er blevet fjernet fra magten. Han holdte nok Irak sammen, desværre med frygt og terror. Man kan kun håbe på, at sammenhængen en dag kommer tilbage til Irak, så det kan blive et land, hvor folk er frie og rige.

saddam.jpg
Udgivet i Politik, Tanker fra lænestolen | Kommentarer slået fra