Pegefingeren

Hele denne sag om Ungdomshuset får mig til at tænke tilbage på min egen ungdom i en lille landsby uden for København. De problemer der var i den lille by kunne godt sammenlignes med problemerne i København.

Byen var delt op i to lejre. Der var fodbolddrengene og de mærkelige. Det overrasker sikkert ikke nogen, at jeg var blandt de mærkelige. Nu var det en lille by, så vi kunne ikke undgå hinanden og gjorde det heller ikke, men der var bare en forskel. Fodbolddrengene var så pæne, gik i det rigtige tøj, spillede fodbold, havde de rigtige meninger og fik sig et job inden for handel. Perfekt, mens de mærkelige kom sent i gang med uddannelse, fumlede lidt rundt i livet og gloede tv. Vi ville noget andet. Vi havde ikke så travlt med det perfekte liv i villaen.

Vi kiggede skævt til hinanden. Vi kunne ikke lide fodbolddrengene, og de kunne ikke lide os. Heldigvis kom det aldrig rigtig til ballade, men der er ingen tvivl i mig om, at de kiggede ned på os. De følte sig bedre. Der var ligesom ikke plads i vores lille by til de mærkelige.

Sådan er det, ifølge mig, også i København. Det er nu endnu mindre plads til de mærkelige. Der er kun et sted tilbage og det er Christiania, som er ved at blive normaliseret. Det skal nok blive ødelagt derude. Det er meget trist, at vi alle skal blive ens. At vi alle skal sidde i villaen, klippe vores hæk og tænke på, hvordan pengene i banken har det.

Ungdomshuset er ved at blive revet ned. Der er sikkert nogle som skal forklare sig, svare på spørgsmål. Imens er brugerne af huset meget kede af det. Jeg synes, at dette billede fra politiken.dk viser det meget godt.

Ungdomshuset er ved at blive revet ned, sirenerne kan høres i min bydel – lidt væk fra Nørrebro, men jeg sidder lige nu med tanken om hvad der nu skal ske. Ungdomshuset er historie – ingen tvivl om det. Men hvad skal der mon ske nu. Kommer der et nyt hus, bliver der ballade igen, men vigtigst af alt er om kommunen begynder en diskussion om ungdomspolitikken i København. Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er idrætsklubberne som kan få støtte?

Hvad mon der skal ske med de unge? Skal de gå rundt i gaderne? Nogle ville sikkert sige at de skulle til at lave noget fornuftigt. Men hvad er det? Skal vi alle spille fodbold i den lokale idrætsklub? Hvor opstår kunsten, musikken, poesien? Det er alligevel sjældent set i en fodboldklub.

En by som København skal bestå af mange tilbud, der skal være noget som passer til de fleste. Jeg mener ikke, at det kommunen der skal betale, men den må gerne være støttende for kulturlivet.

Det bliver spændende om balladen starter op igen.

Jeg har læst lidt rundt omkring i forbindelse med ungdomshuset på Jagtvej, men jeg mangler stadig et klart svar på, hvorfor Københavns kommune valgte at sælge huset? Jeg kan læse mig frem til, at der opstod en debat om huset, der førte til salget.

Men det giver mig ikke forklaringen på, hvorfor huset blev solgt. Jeg har læst om kriminalitet, men så burde fristaden da været ryddet for længe siden. Jeg mener, at årsagen til salget af huset er vigtig, da man ud fra denne årsag kan tage stilling til om Københavns kommune har en god sag eller ej.

Men det er da dejligt, at der foreløbigt er ro i bydelen.