Hele denne sag om Ungdomshuset får mig til at tænke tilbage på min egen ungdom i en lille landsby uden for København. De problemer der var i den lille by kunne godt sammenlignes med problemerne i København.
Byen var delt op i to lejre. Der var fodbolddrengene og de mærkelige. Det overrasker sikkert ikke nogen, at jeg var blandt de mærkelige. Nu var det en lille by, så vi kunne ikke undgå hinanden og gjorde det heller ikke, men der var bare en forskel. Fodbolddrengene var så pæne, gik i det rigtige tøj, spillede fodbold, havde de rigtige meninger og fik sig et job inden for handel. Perfekt, mens de mærkelige kom sent i gang med uddannelse, fumlede lidt rundt i livet og gloede tv. Vi ville noget andet. Vi havde ikke så travlt med det perfekte liv i villaen.
Vi kiggede skævt til hinanden. Vi kunne ikke lide fodbolddrengene, og de kunne ikke lide os. Heldigvis kom det aldrig rigtig til ballade, men der er ingen tvivl i mig om, at de kiggede ned på os. De følte sig bedre. Der var ligesom ikke plads i vores lille by til de mærkelige.
Sådan er det, ifølge mig, også i København. Det er nu endnu mindre plads til de mærkelige. Der er kun et sted tilbage og det er Christiania, som er ved at blive normaliseret. Det skal nok blive ødelagt derude. Det er meget trist, at vi alle skal blive ens. At vi alle skal sidde i villaen, klippe vores hæk og tænke på, hvordan pengene i banken har det.
