Der er nogen, der siger at der ikke kommer noget godt ud af konflikter. Det er ikke helt sandt, da konflikten netop rykker lidt ved ens verdensbillede, og kan derfor være med til at skabe et nyt. Det kan så enten være bedre eller dårligere.
Jeg har i den seneste tid tænkt en del over venskaber, og har i den forbindelse kommet frem til, at jeg har en tendens til at tillægge mine venner nogle af mine egne værdier. Og når de, altså vennerne, ikke lever op til mine værdier, bliver jeg ret skuffet og sur.
Det skal jeg lade være med.
Det som er problemet med dette er, at jeg godt kunne forestille mig, at jeg ikke rigtig lukker nogle mennesker ind, da det aldrig er en fed følelse at blive skuffet. Det bliver så næste øvelse jeg skal i gang med. At lukke mennesker ind i min verden og så være ret ligeglad med hvad gør, bare de ikke træder mig over tæerne.
I mine tanker om venskaber, så har jeg opdaget, at jeg er total mærkelig. Jeg synes, der er mange, som bruger mennesker, venskaber til noget som gavner dem selv. Og kan venskabet, mennesket ikke længere bruges, så bliver det skiftet ud. Jeg gør det måske også selv, men jeg vil gerne skabe venskaber, som holder for livet, og ikke bare i en periode.
Jeg er glad for, at jeg ikke hele tiden er på jagt efter nye venskaber, da det må være utroligt opslidende, og faktisk også ensomt. Med andre ord, så er jeg utrolig glad for de venskaber jeg har. Og dem vil jeg gerne beholde indtil jeg forsvinder herfra.
