Når voldsomme ting sker sidder jeg foran skærmen og suger alt til mig. Jeg har også gjort det lidt i dag i forbindelse med skyderiet i Virginia. Sygt er det!
Hvorfor gør man det? Man må virkelig være sur, hvis man beslutter sig til at skyde hele verden inden den skyder en. Man skal være så ligeglad med sine medmennesker. Hvordan bliver man det? Måske fordi medmenneskerne er ligeglade med én? Jeg havde tidligere i dag en samtale med en kollega, der mente at nu ville man fokusere på rockmusikken, våbenene, men nok ikke samfundet. Min kollega mente nu, jeg er enig, at dette skyderi kunne være et udtryk for et meget ensrettet samfund, hvor der ikke er plads til skæve eksistenser. At de anderledes bliver overset og latterliggjort.
De to drenge fra Columbine, som nærmest skød en hel skole, gik med lange sorte frakker, og var utilpasset. Skyderierne på netop Columbine High School var måske et udtryk for ‘Fuck you right back!’ Måske fordi de aldrig har følt sig anerkendt. Nu skal jeg selvfølgelig passe på med bare at give samfundet skylden, men skal vi til bunds i disse sager bliver vi også nødt til at kigge på det samfund, der skaber disse psykopater.
Lige nu sidder jeg og tænker på en filosof, jeg læste på seminariet. Lige nu kan jeg ikke huske hans navn. Det handlede vist om, at synet af den menneskelige ansigt fik det medmenneskelige op i os. Den skydegale fra Virginia har sikkert tænk ‘DØ!’ da han gik rundt og så på de studerendes ansigter.
