I dag er Bertel og lærerseminarierne blevet enige om at sætte kampagne i gang om at blive lærer. Sådan en kampagne vil jeg gerne støtte. Det er nemlig ret fedt at være lærer.
Og det er ikke den lange sommerferie, der gør jobbet fedt. Det er eleverne og den store frihed i ens arbejde. For mig er det også at gøre en forskel. Det er guld værd at få et lille smil frem på en elev, som er ked af det. Eller når en forældre kommer hen til én og siger tak. Men det er ikke et almindeligt tak, men et tak som er dybtfølt, fordi man har gjort en forskel for deres barn. Det er helt fantastisk.
Det er at være lærer er ligeledes et spændende og alsidigt job. Man keder sig aldrig i den danske folkeskole. Der er altid noget du kan lave. Der er aldrig to dage som er ens. Derudover skal du bruge mange forskellige kvaliteter. Du skal være en god underviser, du skal være faglig dygtig, du skal være menneskekender, kunne løse konflikter, arbejde i team, kunne grine, have grænser, have tålmodighed og alt det andet.