Jeg troede, at det ville blive sjovt at skrive elevplaner. Det er faktisk ret svært, da eleverne og fagene glider sammen i en stor sovs. Gentagelserne er hyppige, og det blev ikke som jeg ville ha’ det skulle være. Øv!
Men jeg tror stadig på, at det bliver til et godt værktøj med tiden.
Det er utroligt, hvad fortællingen kan. Jeg har fortalt en gyserhistorie til min klasse. Den dukkede faktisk op i mens jeg fortalte den. Tilsat lidt lyde og jeg fik min klasse til at hoppe i stolene, skrige og grine. Det var fantastisk underholdende.
Opskriften er simpel. Jeg bygger mine historier op omkring berettermodellen, giver dem nogle personer som de kan leve sig ind, og så lader jeg min blodige fantasi overtage. Dog har jeg lært, at jeg ikke skal gøre tingene alt for blodige.
En lørdag, hvor jeg endelig fik bevæget mig ned for at handle. På vejen ser jeg avisen ‘Urban’ ligge og flyde på fortorvet. Overskriften lød ‘Vi elsker overvågning’. Hmm, tænkte jeg. Jeg elsker nu ikke overvågning.
Min tanker gik mere i retning af, hvorfor vi elskede overvågningen. Giver det os mere tryghed? Eller elsker vi overvågningen, da det er med til at give os følelse af paradis her på jorden? Jeg ved det ikke, men på mig kan det godt virke som om nogle ønsker at fjerne lidelsen fra livet. Det ville være meget rart, men opgaven er umulig! Det giver ikke andet end falsk tryghed.
Vi bliver aldrig helt trygge, der er altid en fare. Den fare må vi lære at acceptere, vi kan prøve at gøre den så lille som mulig, men fjerne den kan vi ikke.
Det er ikke morsomt, når jeg tror at jeg har ret, men tager grusomt fejl. Jeg vil i hvert fald gerne finde fejlkilden.
Jeg har i dag forsøgt at ordne nogle af alle mine hængepartier. Normalt plejer jeg at blive glad, når jeg kan lægge endnu en ting i færdig-bunken. Desværre ikke i dag. Jeg er blevet sur på systemet, og alle de ting man skal skrive, gøre for at opnår… Ja, nærmest ingenting. Tænk, at man skal skrive nærmest flere sider for at få lidt supervision omkring ens undervisning af en ADHD-elev. Selv om jeg skriver 1000 sider, hvad kommer der ud af det? Måske et par møder, som ikke rykker meget.
ArgH!!! Lige nu gider jeg ikke. Alle mine hængepartier kan skride, jeg glemmer dem. Ok, det er særligt de hængepartier, hvor man kunne løfte mere i flok, men igen, igen og atter igen er det de samme skuldre der skal løfte. Det gider jeg ikke. Vi er sgu’ i samme båd.
follow: RSS
