Pegefingeren

Hvor jeg dog hader at blive ignoreret. Jeg har forståelse for, at man ikke gider at snakke med mig, synes at jeg er tosset, dum, latterlig. Men kan man i det mindste ikke sige det til mig? Det er det åbenbart ikke alle, der kan finde ud af.

Jeg er åbenbart blevet deltager i quizprogrammet ‘Det svageste led’. Der er presset altid størst, og der befinder jeg mig. Og det handler slet ikke om mig.

Julen er veloverstået, maden sidder på maven, og de kommende nytårsfortsætter skal til at planlægges. Og lige nu kigger solen frem efter mange dage i skyggen. Jeg hører Dire Straits – det har jeg ikke gjort i mange år. Solen gjorde faktisk lige at dette indlæg skiftede karakter oppe i mit hovedet. Nu skal det pludselig være godt. Det er utroligt, hvad solskin kan gøre.

Julen har igen i år givet mig mange tanker om det ene og andet. Julen er bare ikke en fed tid for mig. Jeg har det mærkeligt med traditionerne. Jeg elsker at give gaver, det er rart at få gaver, men der alligevel noget i mig, som gør julen mærkelig. Måske er det sorg, at der er ingen grund til fejre noget, når jeg har mistet. Det er meget egoistisk, og selvfølgelig skal julen da fejres. Jeg havde desværre i år en mærkelig mavefornemmelse under julemiddagen. Det handler ikke om menneskerne, da der ikke er krav om at være på en særlig måde. Jeg kan være mig selv, sur, glad, skrivende på en sms – det betyder ikke noget. Det sætter mig fri, og det kan jeg godt lide.

Måske handler det om ikke at give nok, om menneskerne omkring bliver glade for mine gaver, viser jeg nok glæde ved de gaver jeg fik. Det sidste håber jeg, da jeg fik gode gaver.

Og imens jeg sidder der og føler mig lidt ved siden af, så skriver omverdenen om endnu mere dårligdom end jeg nogensinde har oplevet. Så får jeg sgu’ ondt i hjertet. Ville bare håbe, at verden ville være god, og at vi for helvede kunne behandle børnene ordentligt. Alle de voksnes dårligdomme sender vi videre, og det har børnene sgu’ ikke fortjent.

Som medlem af en familien som har jeg selvfølgelig også oplevet min del af dårligdom. Jeg stiller mig på sidelinjen, observerende, og når det passer mig træder jeg ind i kampen. Jeg forsvinder meget hurtigt igen, hvis kampen tager til. Jeg har det sgu’ ret dårligt med at skulle diskutere. Jeg vil meget hellere snakke, hvor der ikke skal stå en vinder tilbage efter kampen, hvor der bliver lyttet, taget stilling, hvor man indgår i en dialog. Jeg er ikke altid lige god til det selv, men jeg prøver.

Julen er veloverstået, den var bedre end frygtet. Nu kommer nytåret – Skuffelsernes fest.

Snart lyder der et skrig gennem den danske aften. Det sker når alle børnene åbner deres pakker og får deres drømme opfyldt. Og hvilken glæde. Det er nu ikke noget bedre end et menneske, som bliver super glad for en gave. At man kan se glæden i hele ansigtet. Jeg håber, at jeg ser det i dag.

Selv har jeg mest lyst til at forsvinde lige nu, glemme alt om julen, hyggen, glæden. Sorgen er ved at overvinde mig lige nu. Sådan er det hvert år, sådan er det jo miste. Nu håber jeg på, at julens glade budskab vinder slaget inde i mit hovedet mod sorgen.

Jeg ønsker hermed alle en glædelig jul.