En meget god ven mistede i dag et familiemedlem, hvilket altid er meget trist.
Det som jeg derefter kom til at tænke over var min egen reaktion på dette dødsfald. Jeg prøvede at være støttede, at spørge ind, men kunne også godt mærke, at noget var mærkeligt i mig. Det var som om, at jeg ville overtage min vens smerte og sorg. Min ven skulle ikke være ked af det – den skulle jeg nok klare. Jeg ville ikke have, at min ven skulle opleve det tab og smerte, som et dødsfald som regel medfører. Det er min ven alt for ung til.
Og pludselig så begyndte jeg sgu’ at græde. Nok mest fordi jeg havde ondt af min ven og hendes tab, men også fordi dødsfald altid sætter min egen sorg i gang.
Jeg må hellere til at lære at blive en farlig mand, der ikke græder. Dog ved jeg ikke helt om jeg har lyst til det. Det er nu meget befriende at græde.
