“Jeg går hen ad gaden. Der er et dybt hul i fortovet. Jeg falder i. Jeg er fortabt … Jeg er håbløs. Det er ikke min fejl. Det tager en evighed at finde en udvej.
Jeg går hen ad den samme gade. Der er et dybt hul i fortovet. Jeg lader som om jeg ikke ser det. Jeg falder i igen. Jeg kan ikke tro jeg er på det samme sted. Men det er ikke min fejl. Det tager stadig lang tid at komme op.
Jeg går hen ad den samme gade. Der er et dybt hul i fortovet. Jeg ser det er der. Jeg falder stadig i … det er en vane. Mine øjne er åbne. Jeg ved hvor jeg er. Det er min fejl. Jeg kommer op med det samme.
Jeg går hen ad den samme gade. Der er et dybt hul i fortovet. Jeg går rundt om det.
Jeg går ned ad en anden gade.”
(fra “Den tibetanske bog om livet og døden”)
Bare jeg dog ville komme til de sidste kapitler.
