Jeg bliver overrasket igen og igen. Det er helt utroligt så mange vanvittige ideer, som formanden for Dansk Folkeparti Ungdom får. Forleden skulle De konservative smides ud af regeringen og erstattes af Dansk Folkeparti. Nu har DFU kastet sig over musikken og Outlandish. Nu skal de i hvert fald boykottes.
Outlandish har åbenbart deltaget i en islamkonference i Canada. Det får formanden op af stolen. Han siger:
“- Outlandish har med deres deltagelse i islamistkonferencen i Canada meldt sig ud af det gode selskab. Ingen radiostation eller DJ med respekt for sig selv kan spille Outlandish’ numre, når vi nu er bekendt med, at to af bandets medlemmer tilsyneladende mener, at bøsser og jøder skal slås ihjel, siger Kenneth Kristensen.”
Problemet med denne udtalelse er, at formanden ikke har belæg for at udtale sig om, de tre fra Outlandish mener om jøder og homoseksuelle skal dræbes. Selv om at det er blevet sagt på denne konference. Det er vel heller ikke sådan, at alle er nazister i DFU fordi et enkelt medlem måske er det? Det er selvfølgelig beklageligt, at der bliver opfordret til drab mod jøder og andre, men det er vel ikke noget som Outlandish kan stå til regnskab for. Selvfølgelig, hvis de selv havde udtalt det, men det tvivler jeg nu på.
Formanden er dog ikke færdig endnu. Han udtaler:
“Med den viden som alle nu bør have om to af de tre Outlandish-medlemmers fanatisme, vil det at spille Outlandish jo nærmest svare til at spille nynazistisk musik – og det er der selvsagt ingen, der kunne finde på, så jeg vil indstille til, at alle radiostationer, DJs osv. gemmer Outlandish’ plader på de bageste rækker i pladesamlingen, siger Kenneth Kristensen.”
Meget vildt at sammenligne Outlandish med nynazistisk musik. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan få øje på hadet til andre i deres sange. Måske er det mig? Det er klart at Outlandish med tiden er blevet mere politiske, men hadet kan jeg nu ikke få øje på. Det kan jeg til gengæld i nynazistisk musik. Det handler nemlig kun om hadet til andre, som nazisterne, mener er underlegne.
Uanset hvad så mener jeg, at det er forkert at basere sine meninger på at hade andre. Om man hader jøder eller muslimer kan være ligemeget. Det er forkert.