Hvem husker ikke den klassiske scene i ‘Life of Brian’, hvor en person skal stenes for at have sagt Guds navn. ‘Who said Jehova?’ og der blev smidt med sten. I dag ringede, ja, ringede, Jehova til mig. Eller det var et vidne. Jeg havde i hvert fald lyst til at kaste med sten.
Telefonen ringede, det var Kalinka (eller noget i den stil) og hun spurgte om, jeg nogensinde tænkte over alt den lidelse, der var i verden. Hvis man kan svare nej til det spørgsmål, er man ret sej. Min første tanke var hvem er du, hvad vil du og hvem ringer du for? Det svarede hun nu pænt på. Jeg undrede mig en del over, hvor de havde mit nummer fra, og hvorfor de lige ringede til mig. Som tidligere telefonsælger tænkte jeg også over om de overhovedet måtte ringe til mig.
Religion var det vi skulle snakke om. Desværre kunne jeg ikke holde min mund, er evig nysgerrig, og snart var samtalen i gang. Om lidelsen, hvorfor den var her og alle mulige andre ting. Jeg forsøgte at sige fra, men faldt med begge ben i fælden om, hvorfor man ikke har interesse i Jehovas vidner. Damn, og snakken gik videre. Tilsidst var det rugbrødsbrødsmaden der reddede mig. Jeg ville spise.
Det vilde var jo, at vi snakkede i telefon i 15 minutter. Det er lidt meget, når jeg nu ikke ønskede at snakke med hende. Hvorfor kan jeg aldrig holde min mund?
