I ‘Fluernes herre’ bliver der hurtigt beskrevet to forskellige slags mennesketyper. Den ene type forsøger at overleve ved hjælp af rationalitet, den anden type prøver at overleve ved at følge sine behov for mad. Den sidste type er meget dyrisk. Bogen er selvfølgelig meget sort og hvid, men jeg mener nu godt, at man kan dele mennesker op i de to typer. Alle mennesker indeholder begge typer, men nogle er mere det ene eller det andet.
Jeg har tit haft samtaler med mine kammerater om mennesket. Mange af dem mener, at vi er dyr, hvilket jeg er dybt uenig i. Det som er forskellen er nemlig, at vi mennesker har ånd. At vi bruger vores hjerne til at tænke langsigtet, og ikke bare skal have opfyldt et behov her og nu. Derfor mener jeg, at vi er forpligtet til at søge ånd, viden, i stedet for at opføre os som dyr. Det er selvfølgelig et ideal, og jeg har da på områder selv svært ved at opføre mig som et menneske med ånd. Det hænder jo, at jeg er en komplet idiot.
Jeg mener dog ikke, at vi hele tiden kun skal bruge vores hjerne, vi skal også bruge vores hjerte, vores følelser. Følelserne er nok den mere dyriske side af os mennesker. Følelserne giver lidenskab og passion, det ved jeg ikke helt om hjernen er i stand til.
Hvorfor denne snak? Det skyldes, at jeg forleden blev ret irriteret på mine elever, da de hele tiden skulle sige dumme ting til hinanden. De havde en følelse og ud skulle den. Det kan selvfølgelig være godt, men de ting som eleverne sagde til hinanden bragte ikke noget godt med sig. Det handlede bare om, at pege fingre af hinanden og nedgøre. Det gjorde mig faktisk lidt sur. De skal selvfølgelig ikke holde inde på en masse følelser, men de skal tænke lidt over, hvordan det kommer ud af munden. Her bliver det vigtigt med ånd. Søger vi som mennesker viden kan vi udtrykke vores følelser og behov på en måde, som skaber udvikling og ikke afvikling. Det er vigtigt.