Det har været en vild søndag. Personligt har jeg bare siddet i et øvelokale og spillet lidt trommer, men der er sket nogle vilde ting i dag. Den største nyhed er selvfølgelig dødsstraffen over Saddam Hussein, og alligevel ikke. Den havde de fleste nok forventet. Den største og mest chokerende nyhed for mig er alligevel nyheden om alle de skudepisoder i København i dag. Først går nogle rundt og skyder på vinduer og netcaféer, og senere træder nogle fyre ind på Louises på Nørrebro og skyder 4 mennesker, en bliver dræbt.
Jeg stiller mig altid spørgsmålet hvorfor? Hvis man er efter en person, som man ønsker død, hvorfor er det så lige, at man ikke kan vente til man er alene? Hvorfor skal man gå ind på et værtshus og skyde vildt omkring sig? Jeg kommer nok aldrig til at forstå det. Mon det giver mere street-respekt, når man skyder nogen ned i det offentlige rum? Det gør det desværre nok.