At være tro

justtrustme.jpgForleden dag under en telefonsamtale med en kammerat, gav jeg udtryk for noget brok. Noget jeg gerne ville sige, men det var lidt kompliceret pga. løfter og andre ting. Under telefonsamtalen siger min kammerat, at hvis jeg ikke sagde, hvad jeg følte, var jeg ikke tro mod mig selv. Det vidste jeg jo godt, og snakken gik videre til et andet emne.

I dagene efter telefonsamtalen kredsede ordene ‘at være tro mod sig selv’ inde i min hjerne. Det ville ikke bare forsvinde. Det som jeg ville sige forsvandt, da personen jeg skulle sige det til, havde set det komme, og tog det med sindsro. Men ordene ville ikke væk. Hvad vil det egentlig sige at være tro mod sig selv?

At være tro mod sig selv er vel noget meget følelsesbetonet. At man blive ramt af en følelse og så skal den ud, udtrykkes med ord. På mange måder er det en rigtig god idé, men jeg kan også se mange mindre positive sider. Det kan ligeledes udtrykkes som en ekstrem form for egoisme, hvor det hele tiden drejer sig om mine følelser. Og hvor er hensynet til den anden?

Og det er måske lige præcis det som er en del af menneskelivets problemer. Nemlig om man skal tilfredsstille sig selv eller den anden. Helst skal det være en gyldne middelvej, hvor begge sider bliver tilfredsstillet, men det er meget svært at finde den middelvej. Derfor er der mennesker, som er lidt for tro mod dem selv og andre er nærmest selvforglemmende på en ikke så god måde.

Personligt ved jeg ikke, hvad der er bedst. Det er den gyldne middelvej, selvfølgelig. Middelvejen er dog svær at finde. Jeg er nok mest tro mod mig selv, men jeg prøver da også at tage hensyn til den anden, men hvis der bliver trådt på mine følelser igennem et stykke tid, så bliver jeg meget tro mod mig selv i en eksplosion af følelser. Nogle ville nok kalde det irrationel vrede.

Men ting er sikkert. Det bedste er altid at komme ud med mine følelser, men det er ikke lige nemt. Netop fordi man tager hensyn til den anden eller fordi man ved at det kan have nogle konsekvenser, som man ikke ønsker. Ja, menneskelivet har aldrig været en nem størrelse.

Dette indlæg blev udgivet i Blah...blah..., Livet, Tanker fra lænestolen. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.