Bertel siger…

Man kan altid diskutere om Bertel Haarder er god til at kommunikere. Han er i hvert fald god til at få sine mere eller mindre mærkelige udfald i pressen. Normalt ryster jeg på hovedet af ham, men nu må jeg desværre give ham lidt ret. Jeg kan faktisk huske, at vi snakkede om dette tilbage på seminariet. Det var vel omkring 6 år siden.

- Jeg tror, hele lærerstanden har brug for at tænke lidt over den rangordning. Deres fagforeninger har i mange år skadet deres anseelse ved en udpræget lønmodtageragtig, næsten proletarisk måde at argumentere på, siger undervisningsministeren.

Lærerne skal profilere sig selv som eksperter og fagfolk og blive bedre til at tale om alt det gode, de kan i stedet for at overdrive problemerne og derved sætte fokus på det, de ikke kan, siger Bertel Haarder.

Jeg vil give Bertel ret i, at lærergruppen skal blive meget bedre til at sige, at vi er eksperter og fagfolk. At vi skal blive bedre til at gå i pressen med vores faglige profil, i stedet for at være alt for fokuseret på penge. Det sjove er lidt, at Bertel ikke ville lytte til lærerne, da vi udtalte os som eksperter i forbindelse med kampen om den nye folkeskolelov. Bertel mener nok kun, at vi skal udtale os som eksperter og fagfolk overfor forældrene. Og hvorfor siger Bertel det nu?

Kunne det skyldes, at der snart er overenskomstforhandlinger og presset på lønnen ikke skal blive for stort. Bertel vil nok ikke give mere løn. Problemet er selvfølgelig, at hvis lærerne går ud og profilerer sig på deres professionalitet, vil deres status i landet stige, og derfor ville lønnen nok også stige. En ekspert skal jo tjene kassen, ikke?

Men tilbage til at jeg vil give Bertel lidt ret. Tilbage på seminariet, mellem 1998 – 2002, havde vi en debat om emnet. Hvordan skulle lærernes status stige? Allerede på det tidspunkt mente Lars-Henrik Schmidt, rektor for DPU, at lærerne skulle fortælle om deres faglighed i stedet for at snakke penge hele tiden. Lars-Henrik Schmidt mente, at den øgede faglighed også ville give mere i lønposen i sidste ende. Status og løn hænger jo lidt sammen.

Jeg kan stadig huske debatten fordi jeg mente, at Lars-Henrik Schmidt havde ret. At læreren netop skal ud over slå endnu mere på vores faglighed og professionalitet. Men der skal også være nogen som vil lytte, ikke Bertel?

Dette indlæg blev udgivet i Den danske folkeskole. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.