Jeg har vel allerede skrevet omkring 10.000 indlæg om emnet. Det handler om mine kære skolebørn og mig. Jeg er nemlig ekstrem dårlig til at håndtere problemer i mellem mine elever. Jeg snakker selvfølgelig med dem, prøver at gøre alle glade igen, og det er faktisk ikke det, som er problemet. Problemet er mine tanker bag efter. Mine tanker kører rundt for at løse konflikten, og gjorde jeg nu det rigtige? Blev eleven presset for meget? Var det tårer, der var ved at komme i øjenkrogen? Fører jeg eleverne ud i en situation i de endnu ikke helt kan magte? Der er mange overvejelser. Det er ikke altid let, at arbejde med mennesker.
Det handler jo om, at jeg gerne vil gøre det rigtige. Jeg vil gerne løse konflikten så alle kan komme videre. Det handler ikke om, at personerne skal elske hinanden, men om at de kan være i det samme rum i mange år uden, at det kommer til de voldsomme konflikter. Og faktisk burde det slet ikke handle om mig, men om mine elever. Det er dem, som kan løse konflikterne. Jeg kan tvinge nogle løsninger i gennem uden, at det løser noget. Og hvor godt er det?
Det bedste ville nok være at tvinge min hjerne til at tænke på noget andet.
Nu er vi så startet vores liv i den danske folkeskole – som forældre. Vi har fået en masse gode og til tider brugbare råd fra lærerne. Konflikterne omkring vores lille pode er ikke startet, men veninderne har allerede smagt på konflikterne mellem børnene og deres forældre. Jeg har allerede lært: Man kan, som voksen, ikke løse børnenes konflikter og alle børn leger ikke lige godt sammen. Det vi kan gøre er, at lære børnene at behadle hinanden ordentligt. Man må meget gerne sige nej, bare man gør det af de rigtige grunde og på en ordentlig måde. På den anden side, er det dejligt med en dedikeret lærer, som virkelig tager problemerne alvorligt – bare læreren ikke selv får ondt i maven.
Tak Louise. Det er nemlig rigtigt, at vi som voksne må lære børnene at behandle hinanden godt. Det hænder dog, at det er hårdt arbejde.