Skal det tages seriøst?

banner3.jpg
Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) har startet en ny kampagne om indoktrinering. De mener, at deres medlemmer mobbes i skolerne. Nu opfordrer de os til at tænke selv og sige nej til indoktrinering.

Nu er det ikke kun medlemmer af DFU der mobbes. DFU mobber også lærerne. Jeg fandt lige dette citat skrevet af Kenneth Kristensen, som er landsformand i DFU. Citatet er fra formandens ugebrev den 4. juli 2006. Ugebrevet omhandler den nye historiekanon i folkeskolen.

“Så skal der naturligvis også være lidt for miljøflipperne – som er rigt repræsenteret blandt landets folkeskolelærere – så energikrisen bliver også fluks kanoniseret. Og de højreorienterede folkeskolelærere – i form af de lærere, der stemmer radikalt – tilgodeses med FN’s erklæring om Menneskerettighederne – så er den radikale Bibel også med – , på trods af at FN-erklæringen ud fra en dansk kontekst er og bliver et underligt post factum.”

Hvorfor skal jeg kaldes miljøflipper, og højreorienteret? Ok, Kenneth, hvis du vil have, at din nye kampagne skal tages seriøst, så skal du fremstå som troværdig. Husk, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus.

Men tilbage til indoktrineringen. Hov, en historiekanon vil partiet godt have, sikkert også en danskkanon. Er det ikke indoktrinering? Du kommer i hvert fald ikke til at tænke selv, hvis andre vælger emnet for dig? Skal vi tænke selv og ikke påvirke eleverne med bestemte meninger, så skal vi give lærdommen fri. Eleverne skal selv komme frem til deres meninger, holdninger, selv finde deres problemstillinger. Vi, lærerne, skal kun vejlede. Det minder lidt om Sommerhill-skolen, og det gider jeg i hvert fald ikke.

Som tidligere skrevet skal vi lærere give udtryk for vores egen mening og sige det højt. Vi skal samtidig give eleverne andre svarmuligheder. Men det er eleven, der skal træffe valget. At vi udfordrer elevernes holdninger er vel kun godt. Det tvinger dem i hvert fald til at tænke selv.

Dette indlæg blev udgivet i Den danske folkeskole, Tanker fra lænestolen. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.