Det startede med et smil

Forleden morgen hvor alt gik galt, bussen kørte og jeg troede, at jeg skulle komme for sent på arbejde skete der alligevel noget godt og tankevækkende. Jeg ringede efter en taxa, da jeg ikke nåede bussen da bussen kørte fra mig. Kort efter kom den, jeg satte mig ind og straks begyndte samtalen. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg begynder altid at snakke om mærkelige ting i en taxa. Jeg spørger om mærkelige ting, og snakken ender som regel med at være ret tankevækkende. Det er lige før, at taxachaufførerne burde have en uddannelse i filosofi. De skal nok svare på mange slags spørgsmål.

Denne gang var det ikke mig, der stillede spørgsmålene, men taxachaufføren Thomas. Jeg fortalte om mit job, som folkeskolelærer, og snakken gik. Om skolen og om samfundet. Her var det, at Thomas kom med en kommentar, som var meget rigtig. Han sagde, at vi som samfund har fået det meget bedre, men det var alligevel lidt sjovt, at folk siger, at de har fået det dårligere. Jeg tror, at han mente at mennesker i det moderne samfund mangler ånd. Jeg må indrømme, at jeg har en tendens til at give ham ret.

Vi har vel aldrig haft det bedre, selv om nogle nok ville sige noget andet. Vi har store summer mellem hænderne, men alligevel hører man om mange, som har det dårligt. De er ikke syge, men de mangler tilfredsheden i deres liv. Thomas, taxachaufføren, ville nok mene, at den kunne komme ved lidt ånd. Jeg ved ikke, hvordan vi mennesker bliver mere tilfredse, men en måde er måske ved ikke at jagte nye mål hele tiden. Hvornår er det vi stopper op og kigger på det vi har skabt? Som regel skal vi sætte nye mål lige efter vi nåede det sidste. Vi får måske aldrig tid til at nyde målet, før vi sætter nye.

Nogle vil nok mene, at denne tankegang ikke er særlig udviklende. Jeg mener ikke, at vi skal stoppe med at sætte mål, men vi skal bare huske at stoppe op før vi gør det. At kigge os tilbage og nyde det vi har gennemført. Måske er det vigtigste, at vi husker at spørge os selv, om hvor vi er på vej hen.