Resultater

Jeg må indrømme, at det er sjældent, at jeg læser ‘Folkeskolen’, men i denne uge var der alligevel en artikel, der fik mine øjne op og gav mig lyst til at læse. Artiklen var et interview med professor Jens Rasmussen, fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Artiklen handler om i, hvilket retning regeringen vil med folkeskolen. Det kan nemlig se ud som, at folkeskolen hele tiden bevæger sig i nye retninger, men Jens Rasmussen mener derimod, at der en tydelig plan.

“I stedet for at præsentere politikken ud fra en samlet vision fremsættes den i mindre bider. De (politikerne) hopper fra tue til tue. Vi skal derfor ikke alene være opmærksomme på den aktuelle tue, men også på, hvilken tue den gør det muligt at hoppe videre videre til. Hop fra tue til tue betyder ikke, at tiltagene (i folkeskolen) er planløse, de har en tydelig retning”. (Folkeskolen nr. 29-33, 2006)

Hvad er planen med folkeskolen, ifølge Jens Rasmussen? Planen er at resultatstyre skolen. Hvilket vil betyde, at politikerne bestemmer rammerne, men indfører også kontrol, nogle vil måske sige evaluering, hvor hvert led bliver stillet til ansvar for deres resultater.

“Politikerne bestemmer rammerne for skolen. Men de vil ikke – og kan heller ikke – længere styre den i detaljer, som man gjorde tidligere. Hvert led i processen skal derfor kunne administrere sig selv, men samtidig stå til ansvar for sine resultater over for de overliggende led” (Folkeskolen nr. 29-33, 2006)

Jens Rasmussen siger videre

“I sidste ende skal hvert led nemlig gøre nøje rede for, hvad eleverne har fået ud af undervisningen, hele vejen tilbage til toppen, og det basale redskab til det er test.” (Folkeskolen nr. 29-33, 2006)

Da politikerne er meget optaget af det målbare bliver de jo nødt til at lave klare faglige mål, men samtidig også forsøge at styre, hvad der skal undervises i. Derfor har de med deres kulturkamp, værdikamp lavet en masse forskellige kanoner. Skal der undervises i disse kanoner i folkeskolen bliver det også nemmere at måle resultaterne af undervisningen. Og det passer jo lige ind i regeringens plan.

Dog er Jens Rasmussen ikke helt tilfreds med ideen omkring test. Han siger, at der ikke er evidens for at test vil føre til et generelt bedre elevresultat, men der er evidens for, at testen vil indsnævre det, eleverne kommer til at beskæftige sig med. Mon så ikke resultatet vil blive, at Danmark i fremtiden vil bestå af mennesker, som ved en masse om det, de er blevet testet i, men ingenting om alt andet. Det ville være meget trist.

Jeg kunne frygte, at resultatet af regeringens plan er en masse ensrettede mennesker, som nærmest tænker ens. Menneskerne bliver selvfølgelig nemmere at styre. Der er jo bare et problem med ensretning, og det er, at på et tidspunkt vender folk ryggen til. Begynder at søge en anden virkelighed, hvilket vil føre til endnu mere splittelse i vores ellers harmoniske samfund.

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at kede mig i den danske folkeskole i fremtiden.

Dette indlæg blev udgivet i Den danske folkeskole. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.