Jeg har det meget mærkeligt lige nu. Sidder med en uro i kroppen om, at jeg burde gøre noget. Måske er det lærergenet som gerne vil ha’ at jeg overtager situationen og klarer alt.
Mine telefon ringede for 45 minutter siden. Nummeret kendte jeg ikke, men jeg tager den. En ældre dame spørger efter Henning. Jeg må beklage, at jeg ikke hed Henning. Hun undskylder, men siger at hun sidder og er syg og skal have fat i Henning. Efter et høfligt farvel lægger damen på. Nu er det at lærergenet begynder at hive og flå i mig. Hun var syg – jeg må gøre noget. Jeg overvejede at ringe op, men nej. Henning ordner det nok. Men uroen i kroppen er ikke væk.
Det er ikke altid godt, at ville kontrollere alle situationer. Noget er bare uden for min rækkevidde.
Åh jeg kender det med lærergenet.
Den anden dag måtte jeg hjælpe en tydeligvis senil ældre dame i bussen. Hun kunne ikke huske hvor hun skulle hen, men vi fandt i fællesskab ud af at hun var på vej til sygehuset for at besøge sin mand. Jeg fik hjulpet hende ud ved sygehuset, men tanken om hvorvidt hun kunne huske hvad hun skulle på sygehuset ville ikke slippe mig. For ikke at tale om hvordan hun dog skulle komme hjem?